[b]Nazisterne kommer! Igen![/b]

“Iron Sky” er en film om nazister. Fra det ydre rum. Nærmere bestemt månens mørke side. Lad os lige tage den én gang til: Rumnazister, der invaderer Jorden efter årtiers eksil på månen. Det lyder umiddelbart som grobunden for en på én gang gakket, grinagtig og fuldkommen genial affære.

Men, hov… Har vi ikke før set film med lige så lovende og lalleglade ideer som “Iron Sky”, der lovede lammetæver til lattermusklerne, men fejlede fælt? Hvem husker ikke “Snakes on a Plane” (personligt har jeg gjort en brav indsats for at fortrænge den), som blev udråbt til at være nyere tids sjoveste kultfilm, allerede adskillige måneder før den udkom, alene på baggrund af dens forrykte præmis og tåbelige titel? Men den viste sig at være en fuser, som var så sikker på, at dens kuleskøre koncept var nok til at hive folk i biffen, at den dovent slentrede igennem en kavalkade af rærlige jokes, før den omsider sluttede. Hvad nu, hvis folkene bag “Iron Sky” også var så forblændede af deres egen films tidlige popularitet og skøre grundlag, at de glemte at bygge videre på historiens fjollede fundament?

Heldigvis var der ingen grund til at male Der Führer på væggen, for “Iron Sky” er langtfra en fedtfattig farce med science fiction-islæt, der kun svælger i nazi-klicheer som robotagtig mimik og cementtykke accenter. Faktisk er “Iron Sky” spækket med spydig satire af højeste karat, og især USA står for skud. Navnet Sarah Palin bliver aldrig ytret, men der er ingen tvivl om, at Stephanie Paul spiller den republikanske nikkedukke, der har overtaget præsidentembedet i filmens nære, opdigtede fremtid. Naturligvis er præsidenten hamrende inhabil, og hun er samtidig overbevist om, at en krig vil sikre hende fire år ekstra i Det Hvide Hus. Menneskeliv er ikke hendes førsteprioritet, mens USA’s skruppelløse og grådige jagt på naturressourcer også udstilles gang på gang.

“Iron Sky” formår for det meste at prikke til USA’s hybris (og naturligvis også nationalsocialismens glade vanvid) uden at blive [i]for[/i] prædikende, men mod slutningen bliver tonen alligevel mere seriøs, end filmen kan bære. Midterdelen er også noget sløv, og den garvede Udo Kier udstiller ofte manglerne i sine forholdsvis ukendte kollegaers skuespil. Men som regel er humoren så skarp og tempoet så højt, at minusserne fluks ryger i glemslen. Julia Dietze er desuden ganske charmerende som en af nazisternes fortropper, der først sent indser, hvor sindssyg hendes overordnedes ideologi egentlig er, og Götz Otto er vanvittigt sjov, netop fordi han spiller [i]straight[/i] i et så vanvittigt univers.

Ganske vist er “Iron Sky” den dyreste filmproduktion i Finlands historie, men efter Hollywood-standarder er dens budget direkte mikroskopisk. Omtrent 7,5 millioner euro har den kostet at lave (det svarer vel til benzinregningen på en Michael Bay-film), hvoraf den ene million er sponsoreret af forventningsfulde fans, som satte deres lid til filmmagernes vanvittige vision. Og deres investering har givet pote. “Iron Sky” er flottere end den gennemsnitlige, amerikanske blockbuster, og hver eneste cent kan vitterligt ses på lærredet. Det endelige opgør mellem Jordens og nazisternes rumskibe vækker varme minder om “Jedi-ridderen vender tilbage”, lydsiden tager kegler, og den slagkraftige musik af det legendariske, slovenske band Laibach supplerer billederne perfekt.