Spielberg og Hergé. På papiret lyder det som et mageløst makkerpar – to af deres respektive fags allerstørste historiefortællere: Filmmediet og tegneserien. Peter Jackson, som tog os på nyere tids største eventyrrejse i biografmørket med sin “Ringenes herre”-trilogi, har endda haft en finger med i spillet som producer. Så hvordan i alverden kan det være, at “Tintin: Enhjørningens hemmelighed” ikke er endt som den ultimative eventyrfilm?

Men i det mindste keder man sig aldrig undervejs, idet der sjældent går mere end ganske få minutter imellem en velkoreograferet slåskamp, en hæsblæsende motorcykeljagt eller et dramatisk flystyrt. I fællesskab med flere af Hollywoods dygtigste computertroldmænd og lyddesignere har Spielberg fornemt transformeret Hergés kulørte tegninger til levende billeder. Folk som Jamie Bell (Tintin) og Andy Serkis (Kaptajn Haddock) har spillet skuespil i store studier, hvor deres bevægelser og ansigtstræk er blevet registreret via computere, som dernæst har transformeret Bell, Serkis og deres kollegaer til computergenererede skabninger, der ligner tegneseriens karakterer forbløffende meget. Og så er figurerne i øvrigt på én gang forbavsende menneskelige og tilpas tegneserieagtige. Wow.

Ofte er det dog umuligt ikke at overgive sig til filmens overdådige æstetik og (ikke mindst) dens betydelige charme og humor. Haddock er seancens største trumfkort. Han er Tintins Han Solo – den utilregnelige og rebelske sidekick, der giver den blåøjede og lige lovlig perfekte helt noget tiltrængt, morsomt modspil. Serkis er en ekspert i udtryksfuld mimik (hans bevægelser lagde som bekendt fundamentet for den computerskabte Gollum i “Ringenes herre” samt aberne i “King Kong” og “Abernes planet: Oprindelsen”), og med sit ekspressive skuespil og sin kraftige, skotske accent gør Serkis den evigt bandende Haddock til en charmetrold af format. Synd, at hans fandenivoldskhed ikke har smittet mere af på Tintin…

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Eftersom “Tintin: Enhjørningens hemmelighed” er en splinterny og 100% digital animationsfilm, kommer det ikke som nogen overraskelse, at filmen ser fuldkommen fejlfri ud i HD. Detaljerigdommen er astronomisk hele vejen igennem, og ikke ét tilnærmelsesvis uskarpt billede forekommer. Farvegengivelsen er perfekt – alt fra Tintins karakteristiske, lyseblå trøje til ørkenens orange nuancer imponerer, og kontrasten er ligeledes formidabel.

Diskens engelske DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor er nøjagtig lige så fantastisk som transferet. Lydbilledet er sprællevende og besnærende fra start til slut. Det vrimler med pragtfulde panoreringer, som udnytter samtlige kanaler, og subwooferen rumler på de helt rigtige tidspunkter. John Williams’ Oscar-nominerede musik folder sig godt ud, og replikkerne kommer klokkeklart igennem og har en fornem rumklang – man fornemmer aldrig, at de blev indtalt i et lydstudie. Desuden medfølger et dansk Dolby Digital 5.1-lydspor, som naturligvis ikke har samme slagkraft eller fylde som det engelske mix, men som formentlig vil tilfredsstille dem, der helst vil høre Haddock skråle fyord på modersmålet. De danske stemmelæggere har leveret en hæderlig indsats.

Ud over filmen indeholder skiven i alt seks trailere (deriblandt to til “Smølferne”, men pudsigt nok ingen til “Tintin: Enhjørningens hemmelighed”) og elleve dokumentarer, som tilsammen varer knap 97 minutter. Der er tale om en række exceptionelle, dybdeborende indslag, der bugner af relevante klip og informative, underholdende interviews med både skuespillerne, Spielberg, Jackson og et væld af de talentfulde teknikere, der arbejdede på filmen. Spielberg fortæller bl.a., at første gang, han stødte på Tintin, var i en fransk anmeldelse af “Jagten på den forsvundne skat”. Han taler også om sin eneste samtale med Hergé – blot få uger før forfatterens død. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Hvis din afspiller er koblet til internettet, får du også adgang til trailere til andre Sony-titler.