[b]Lidt til den søde tand[/b]

Hvordan er det nu, man får sig en Oscar? Nå ja, man skal gerne lave noget om racisme! Nuvel, “Niceville” (eller “The Help”, som den oprindeligt hedder) vandt ikke prisen for bedste film, men den var naturligvis blevet nomineret til hæderen, og en enkelt statuette for bedste kvindelige birolle blev det da også til. Var “Niceville” blevet Oscar-nomineret til bedste film, hvis ikke det amerikanske filmakademi havde udvalgt hele ni film, men i stedet de traditionelle fem? Nok ikke, men “Niceville” er bestemt ikke spild af tid for de seere, som smider den på i hjemmebiografen.

I 1960’ernes USA lever de afroamerikanske indbyggere stadig som andenrangsborgere. Det er ikke mange år siden, Rosa Parks nægtede at overgive sin plads i bussen til en hvid, og især i sydstaterne går det sløvt med borgerrettighedsbevægelsen. Den unge journalistspire Skeeter Phelan, der spilles af Emma Stone, vender tilbage til sin fødeby, Jackson, Mississippi, hvor hun får sig et job som brevkasseredaktør hos den lokale avis. Skeeter har dog større ambitioner, og hun får hurtigt ideen til en bog, der skal handle om livet som sort husholderske – set fra husholderskens side. Det viser sig dog at være en svær opgave, for af frygt for afstraffelse tør ingen af de sorte kvinder udtale sig om deres forhold.

“Niceville” disker op med rigtigt mange flotte skuespillerpræstationer. Emma Stone er som sædvanlig den utroligt skønne og charmerende [i]girl next door[/i], og hun gør det godt i rollen som den ambitiøse skribent, der på ingen måde føler sig tilpas i den rolle som forstadshusmor, som hun fra alle sider forventes at påtage sig. Hendes medspillere lader sig ikke just overstråle af frøken Stone. Hele to af hendes kollegaer var Oscar-nomineret i kategorien bedste kvindelige birolle – den ene Octavia Spencer, som skildrer den underkuede, men bramfri husholderske Minny Jackson, den anden Jessica Chastain, der har rollen som den naive og utroligt søde, men ensomme Celia Foote, som ikke tolereres af byens sladrekællinger.

Der er masser af kød på historien, og “Niceville” er da også en forholdsvis lang film med sine 146 minutter. Lidt for lang, desværre. Samtidigt med den primære fortælling om de sorte husholdersker kører flere sideløbende historier, som fint fletter sig ind i handlingen uden at forstyrre, men det er tydeligt at se, hvor der kunne skæres mere ind til benet. Filmen kunne med fordel kortes 15-20 minutter ned ved at fjerne det ligegyldige drama, der udspiller sig mellem Skeeter og hendes kræftsyge mor, hvis forhold halter, eftersom moderen overlod opdragelsen af Skeeter til deres egen, sorte husholderske. I sig selv er det et udmærket greb at gøre i opbygningen af Skeeters karakter, men sandt at sige tager det mere tid, end det bør, og Skeeter er i forvejen en ganske veletableret personlighed.

Der er gjort meget for at plante publikum midt i et konservativt sydsstatsmiljø i starten af 1960’erne. For seere, der ligesom denne anmelder elsker 1960’ernes farver (altså før hippierne kom til og indsmurte alt i psykedeliske primærfarver), er der masser for øjnene at gå på opdagelse i. Der er et flot samspil mellem både interiør, tøj og makeup, og detaljer som frisurer og indretning af de mange hjem, filmen foregår i, er naturligvis på plads ned til mindste enkelthed. Det er intet mindre end en fornøjelse at se på.

“Niceville” er overordnet set en meget helstøbt film, der både engagerer og fornøjer. Der er ingen slinger i valsen, hvad angår de stilistiske initiativer, og den overordnede vision springer langt ud af skærmen. Men hen mod slutningen, hvor man i forvejen sidder og bliver lidt utålmodig over den lange spilletid, bliver historien lidt for sød og klæg. Filmmagerne har stilet mod en bittersød afslutning på historien, men det bitre bliver i den grad overrumplet af det søde. Filmen kunne med fordel være afrundet et par scener tidligere, hvor en afsluttende scene allerede synes tilstedeværende, men sådan skulle det desværre ikke gå.

[b]Video[/b]

Det er jo fantastisk, når en film med et fedt look oven i hatten har et godt transfer, og det er i den grad tilfældet her. De forskellige pastelfarver er utroligt flotte og uden udsving i farvetemperaturen. Kontrasten er særdeles stabil, og der er en dejlig fornemmelse af grynet celluloid. Hudtonerne fremstår naturlige, og der forekommer hverken glorier eller hårde overgange i de mørke toner. Dette er uden tvivl et af de bedste transfers, undertegnede nogensinde er stødt på.

[b]Audio[/b]

DTS-HD Master Audio 5.1. Lydsiden på “Niceville” er mildest talt kedelig. Der er som sådan ingen markante problemer, idet dialogen er klar og tydelig, og det generelle lydbillede har en udmærket detaljegrad, men man sidder med fornemmelsen af et stereospor og [i]ikke[/i] et surroundspor. De atmosfæriske lyde i baghøjtalerne er mixet for lavt, og derved mistes en stor del af rumfornemmelsen. Bassen er heller ikke tilstedeværende, hvilket dog i højere grad kan undskyldes, eftersom filmen ikke just lægger op til hverken bulder eller brag.

[b]Ekstramateriale[/b]

Vi mennesker har en indbygget mekanisme, der gør, at vi har en tendens til at følge strømmen, og netop af den grund fokuserer små dokumentarer på videoudgivelser ofte på at lovprise filmene og dermed skabe positive associationer hos publikum. Ekstramaterialet på “Niceville” skabte dog kun en tiltagende kvalme hos undertegnede, for mage til vammel selvforherligelse er sjældent set – det går langt over stregen, hvad angår følelsespornografisk dokumentarisme. Hvis man synes, filmen er lidt for sukkersød, skal man holde sig langt fra ekstramaterialet.