[b]Uden spor af guddommelig indgriben[/b]

Størrelsesforskelle er sjældent noget, som undertegnede studser over under overværelsen af en film, men alligevel dukker den slags tanker vedvarende op under overværelsen af “Wrath of the Titans”, hvor forholdet mellem monstre og mennesker er så absurd, at det uundgåeligt springer i øjnene.

I en af filmens store scener sættes en hær af soldater bevæbnet med sværd og små skjolde mod et vandrende lavabjerg med ordren om at holde linjen. Det oplagte spørgsmål er hvorfor. Hvilken chance har en lille størrelse mod et bjerg, hvad enten han så er almindelig fodsoldat eller for den sags skyld halv- eller helgud? Giver det overhovedet mening at bede dem møde op på slagmarken?

Sådanne situationer er dog typiske for “Wrath of the Titans”, der vedvarede sætter udfordringer op, der tangerer det meningsløse. Heri skal vore helte slås mod CGI-skabte væsner, der tydeligvis er blevet sat sammen for at virke så intimiderende som muligt, men som ikke rigtig synes at eksistere i det samme univers, endsige samme film. Jovist, monstrene er flot lavet og en stor forbedring i forhold til den forrige film, men det er bare så umådelig svært at blive voldsomt involveret i kriger-mod-special effect-slagsmålene, og da helten langt om længe skal slås mod en vaskeægte soldat i menneskeform, ånder man næsten lettet op.

Handlingen fortsætter i samme stil som sin forgænger, “Clash of the Titans”, om end de fleste figurer er nye størrelser, eftersom (spoiler) stort set hele castet fra den første film blev dræbt i løbet af handlingen. Perseus lever nu atter et stilfærdigt liv som fisker sammen med sin 10-årige søn, men det rolige liv står selvsagt for fald. Hans far, guden Zeus, dukker op og beder ham om hjælp, da verdens undergang står lige for døren, og Perseus er den eneste, der kan rette op på sagerne. Perseus afviser umiddelbart, men da Zeus bliver fanget, indvilliger han alligevel i at hjælpe. Det er nu engang også ret tåbeligt ikke at ville forhindre verdens undergang.

Megen handling er der ikke ligefrem i filmen, som dog alligevel viser sig at være en forbedring i forhold til forgængeren. “Clash of the Titans” led ikke mindst under en udformning, der til forveksling lignede et computerspil, hvor hver ny scene satte hovedpersonerne over for nogle nye monstre, der var en smule større end de foregående. Det blev hurtigt trivielt, og selvom den samme struktur i bund og grund hænger over “Wrath of the Titans”, så er den en anelse bedre til at skjule det og formår også mere effektivt at variere modstanden, således at det ikke blot bliver det samme monster om igen. Samtidig har en anelse humor sneget sig ind, hvilket afhjælper den meget selvhøjtidelige tone, som ellers plager filmserien og glimtvis også gør denne film lidt anstrengende.