[b]Det historiske sug[/b]

Historien om Struensee, Christian den 7. og Caroline Mathilde er gjort af den slags stof, som kan få enhver med forkærlighed for kostumedramaer, dampende erotik og magtspil til at spærre øjnene op. Spørgsmålet er ikke, hvorfor man har valgt at bringe denne gamle historie til det store lærred, men hvorfor det ikke allerede er blevet gjort utallige gange tidligere.

Mange har prøvet, og selveste Erik Balling forsøgte uden held at få filmen lavet, men trods sin ellers så store folkelige gennemslagskraft lykkedes det ham aldrig. Filmen “Caroline – den sidste rejse” blev lavet om begivenhederne, men her blev handlingen flyttet til moderne tid, hvilket selvsagt også betød, at det store historiske vingesus udeblev. Nu er det så langt om længe endeligt lykkedes for Nikolaj Arcel, og det er med en vis tilfredsstillelse, at man allerede indledningsvis kan konstatere, at filmen har det rette format til at løfte opgaven. Den fremstår både overbevisende og imponerende.

Historien i sig selv er ren dynamit og omhandler begivenheder, som utvivlsomt ville være blandt de allermest velkendte i Europa, hvis altså ikke de var foregået i lille Danmark. Den følger Caroline Mathilde, som bliver gift med Christian den 7. Han er dog kun en prins på den hvide hest i ren titelmæssig forstand og viser sig at være en svag, psykisk ustabil ægtefælle, der bruger mere tid på byens bordeller end ved sin kones side eller med at regere landet. For at hjælpe ham hentes den tyske læge Johann Struensee, der takker for jobbet ved at indlede en affære med dronningen samt påbegynde et spil om magten, der stille og roligt gør Struensee til den reelle hersker over landet.

Udlægningen af Struensees gerninger har lige siden været omdiskuteret og delt mellem dem, der opfatter ham som en opportunist, samt de, der ser ham i et mere positivt lys som en tragisk helteskikkelse. “En kongelig affære” vælger forståeligt den sidste, for Struensee var en mand af oplysningstiden, der indførte frihandel, trykkefrihed og søgte at begrænse adelens og kirkens magt. Selvsagt alle sager, der skaffede mange fjender. Filmens største styrke er uden tvivl, at den formår at gøre perioden lyslevende og medrivende, og selvom de historiske detaljer næppe alle holder vand, så fungerer den fortrinligt som en lyslevende dramatisering af nogle ualmindeligt spændende hændelser. De dramatiske konflikter er trukket klart op, og selvom dialogen ikke just er tidssvarende, så er den skarp og velskrevet.

Filmen formår ligeledes både at skabe nogle interessante hoved- og bifigurer. Ikke mindst kongen – fremragende spillet af Mikkel Boe Følsgaard – bliver en fascinerede og modsætningsfuld figur at følge, og Mads Mikkelsen får også skabt en interessant skikkelse i Struensee, der på den ene side fremstår sympatisk, men på den anden heller ikke kan sige sig fri for en vis magtberuselse, da først overtaget indtræffer sig.