[b]Mere ild i det tomme kranie[/b]

Nicolas Cages skuespil er nærmest en slags naturkraft: Anvendt korrekt og i beherskede doser kan det frembringe vidunderlige ting, såsom i “Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans”, “Orkidé-tyven” og “Leaving Las Vegas”, men hvis den forkerte instruktør står bag kameraet, udvikler der sig hurtigt uhyrligheder som f.eks. “The Wicker Man” og “Season of the Witch”.

Cages tilbøjelighed til hysterisk overspil har dog for alvor fundet sit modstykke i “Ghost Rider 2” – en film så absurd overdrevet udført, at hans skuespil næsten virker tilbageholdende ved siden af. Det er lige ved, at man tror, han også har været instruktør på den.

Filmen er selvsagt en forsættelse til “Ghost Rider” fra 2007, der ellers ikke ligefrem lignede en film, som trængte voldsomt til en fortsættelse. Denne film er dog noget anderledes i tonen, hvilket ikke mindst skyldes, at stort set alle både foran og bagved kameraet er blevet skiftet ud. Det er faktisk næsten kun Nicolas Cage, der er den samme, men selv han spiller væsentligt anderledes i denne omgang. Hvor Johnny Blaze/Ghost Rider var en lidt tankeløs vovehals i den første film, ligner han mere en hårdtplaget narkoman i denne. Udfordringerne er dog nogenlunde de samme, og hvor det sidst gjaldt om at standse alverdens ondskab i form af nogle mægtige døde sjæle, gælder det denne gang om at forhindre djævlen i at overtage magten på jorden.

Det ikoniske billede af en motorcykelrytter med et brændende kranie giver selvsagt ikke ligefrem inspiration til den mest neddæmpede fortællestil, men alligevel har denne udgave sluppet enhver form for rimelig tilbageholdenhed. Hvis kitsch-faktoren sædvanligvis ligger mellem 1 og 10, så er der mindst skruet op på 15 i denne omgang. Det er ikke i sig selv en dårlig ting – faktisk er denne slags films underholdningsværdi ofte stærkt afhængig af, hvor meget de svælger i dårlig smag – men det er et problem, hvis det som her bliver leveret på en måde, hvor man tager sig selv alt for alvorligt og næsten drukner filmen i endeløse diskussioner. Der er vel for pokker ingen, der alligevel ser den her slags film for at høre hovedpersonerne diskutere moralske dilemmaer.

Filmen liver gevaldigt op de forholdsvis få gange, vores brændende helt dukker op, og det må siges, at der rent effektmæssigt er sket en stor forbedring i forhold til den første film, hvor rytteren til forveksling lignede en tam PlayStation-skurk. Her ser Ghost Rider så imponerende ud, som man kunne håbe, men til gengæld lider spændingen gevaldigt under det samme problem som den første film, idet det nu en gang er ekstremt svært at blive bekymret for en hovedperson, der er usårlig. Ofte ender actionsekvenserne derfor blot i at se ham kravle op af diverse kratere, efter han – for gud ved hvilken gang – nu igen er blevet ramt af en granat, et missil eller lignende.