[b]Identitet og hesteakrobatik[/b]

I 2005 blev svenske Lisa Aschan uddannet fra Den Danske Filmskoles instruktørlinje. Hendes debutfilm, “Abepigerne”, er et psykologisk ungdomsdrama om akrobatisk hestesport med sitrende, erotiske under- og overtoner, som vidner om en instruktør med både udsøgt, visuel modenhed og stærk personlighed. Og så giver den øjeblikkelig appetit på at se meget mere fra hendes hånd.

Svirp, smæld, prust. Pisken hugger gennem luften i en støvet ridehal og slår smæld. En hest galopperer rytmisk i cirkler med en ung pige på ryggen, der udfører akrobatiske kunster alt imens. Teenagepigen Emma (Mathilda Paradeiser) er lige begyndt på hestesporten voltigering. Hun ser på, imens holdets smukke anfører, Cassandra (Linda Molin), ridder rundt i hallen. Emma er fascineret af den dygtige Cassandra, men hendes konkurrencegen er ligeså vakt. De to piger drages mod hinanden af en fælles kærlighed til sporten og lysten til at dygtiggøre sig, men snart vækkes også andre følelser imellem de to – kærlighed såvel som rivalisering.

Emmas 6-årige lillesøster Sara (blændende spillet af lille Isabelle Lindquist) tumler med mindst lige så tunge ting. I svømmehallen er hun blevet skældt ud for ikke at have bikinitop på, og så er hun forelsket i sin mindst 10 år ældre fætter, hvis følelser hun på sin egen, hjerteskærende facon prøver at vække. Ja, det er svært at [i]være[/i] pige og [i]blive[/i] kvinde.

Instruktør Lisa Aschan har sammen med fotograf Linda Wassberg begået et eminent og fortættet ungdomsdrama, der rækker langt ud over sin målgruppe. Sammen har de skabt et univers, der på én gang udtrykker florlet femininitet og benhård konkurrence. De to gjorde fælles fodslag under uddannelsen på Den Danske Filmskole og har, ifølge dem selv, tænkt sig at fortsætte samarbejdet langt ud i fremtiden. “Abepigerne”, der helt fortjent har vundet priser på en række filmfestivaler, bevæger sig i samme sfære som franske Céline Sciammas mesterlige kobling af lesbisk ungpigeforelskelse og synkronsvømning: “Water Lilies” (2007). Også her udforskes det bedrageriske ingenmandsland mellem det at være “klæbe-klistre”-veninder og unge piger med spirende seksualitet. Og som bekendt gør det ofte avs. Ikke mindst, når de to parter måske ikke har lige stærke følelser.

[i]”Jeg kan træne hvem som helst til hvad som helst”[/i], bedyrer Cassandra selvsikkert i filmens start. Hun kan træne Emma til at blive bedre til voltigering og, måske, træne hende til at blive forelsket i sig. Men er det det, Emma vil? Eller lader Emma bare som om, så hun i sidste ende kan vippe Cassandra ned af piedestalen på holdet? Man ved aldrig helt, hvor “Abepigerne” er på vej hen, og det er en helt enorm styrke ved filmen. Man tvinges som tilskuer ud i sanselighedens usikre minefelt, hvor selv det mindste blik eller en flygtig berøring betyder knald eller fald. Et lille pigefnis så indforstået og ekskluderende, at man med et trylleslag transporteres lige tilbage til teenageårene. Dét mestrer Aschan til UG. Samtidig er valget af de to hovedrolleindehavere en regulær gave til filmen. Høje, lyse, trutmundede Linda Molins Cassandra overfor Mathilda Paradeisers mørke Emma med det gennemborende blik. Sammen er de to en nærved magisk konstellation.