[b]Find pladespilleren frem![/b]

[i]”All You Need is Love”[/i] sang de elskede englændere i The Beatles engang. Hvis en film kunne svare igen, ville “The Music Never Stopped” formentlig skråle [i]”næh nej, all you need is [/i]music[i]!”[/i], og minsandten om filmen ikke understreger dette på en både behagelig og livsglad facon. Men på trods af lækre toner til øregangene, så er her desværre ikke nok til at mætte en rigtig musikelsker, hvilket er ærgerligt. “The Music Never Stopped” inspirerer dog biografgængeren til at trække de gamle vinyler frem og lytte til alskens rock-delikatesser, som spirede frem i 1960’erne og 70’erne. I filmen bliver man nemlig kræset om af legender som Bob Dylan, The Grateful Dead og netop The Beatles.

I “The Music Never Stopped” møder vi forældreparret Henry (J.K. Simmons) og Helen (Cara Seymour). Deres rebelske søn Gabriel (Lou Taylor Pucci) er stukket af hjemmefra to årtier tidligere på grund af heftige uenigheder med faren. Dette på trods af, at far og søn engang havde et virkelig stærkt bånd igennem en fælles forkærlighed for musikken. Helen og Henry får så pludseligt et opkald om Gabriel. Han er blevet indlagt på et hospital, da han har en massiv hjernetumor, der nærmest har forvandlet ham til en grøntsag. Særligt farmand Henry har svært ved at forholde sig til situationen, og da han oven i købet mister sit arbejde, således at Helen må ud og tjene til husholdningen, bliver Henry udfordret. Det bliver nu hans job at besøge den søn, som engang var en sprudlende og passioneret teenager, men som nu blot er en tom skal af sit tidligere jeg. Men snart kommer musikterapeuten Dr. Dianne Daly (Julia Ormond) ind i billedet, og stille og roligt klinger tonerne fra en glemt tid igen.

“The Music Never Stopped” er baseret på afhandlingen “The Last Hippie” af Dr. Oliver Sacks. Selvsamme forfatter stod bag bogen “Awakenings”, som vi senere kunne nyde godt af på det store lærred i form af filmen “Livet længe leve” fra 1990, hvori Robert De Niro havde hovedrollen som en patient i koma, der mirakuløst vågnede op på ny.

Lou Taylor Pucci har desværre et godt stykke vej op til De Niros sokkeholdere, når det kommer til at performe. Pucci leverer et direkte utroværdigt og påtaget portræt af en rebelsk teenager i de forskellige flashbacks, vi oplever. Vi bliver vidne til en alt for stereotyp fortolkning af 70’erne, når Pucci i rollen som Gabriel prædiker om Vietnam-krigen og [i]peace, love and harmony[/i], mens han skal forestille at være rebelsk. J.K. Simmons formår til gengæld at levere en hæderlig præstation som den konfliktramte Henry. Faderrollen klæder Simmons, og den er jo heller ikke ny for ham – i “Juno” måtte han også kæmpe med en teenager, der gik sine egne veje.

Cara Seymours portræt af Helen fungerer såmænd også ganske fint. Hun er både handlekraftig og dermed det fornuftige element i den ellers hårde situation, som både Henry og Helen må se sig fanget i. Men ligesom Simmons skinner Seymour sjældent [i]virkelig[/i] igennem – men hun brillerer eksempelvis i en scene, hvor hun langt om længe får nok af Henrys stædighed og sætter ham på plads. Det er et gribende øjeblik, og her må man bifalde Seymour for at bidrage med lidt troværdighed til en film, der ellers til tider er en anelse påtaget.