[b]Sport til prisen[/b]

Enhver, der dyrker en af de store professionelle holdsportsgrene, må uundgåeligt slås lidt med den blanding af romantik og kynisk realisme, der følger med i kølvandet, eftersom de samme mønstre gentager sig år efter år: De store klubber har råd til at købe de bedste og dyreste spillere, og de fattige af slagsen kan nødvendigvis ikke følge med og må bittert affinde sig med evigt og altid at være forvist til mere beskedne resultater.

De kapitalistiske grundvilkår er de samme, uanset om det drejer som om fodbold eller baseball, som er emnet for “Moneyball”, og af samme årsag er filmen også interessant at følge for de af os, der ikke har den fjerneste interessere i den amerikanske sport. Erstat blot klubber som New York Yankees og Boston Red Sox med f.eks. Real Madrid, Manchester City eller Barcelona, og du har præcis den samme situation.

Er man fan af en af de knap så succesfulde klubber, må man være tilfreds med en enkelt sejr i ny og næ, men det er ikke mindst det, som Oakland Athletics’ sportsdirektør Billy Beane – spillet af Brad Pitt – har så svært ved. Da hans hold netop ganske forventeligt har tabt en afgørende kamp mod Yankees og nu kan se frem til at få hugget alle deres lovende spillere, er han desperat efter at gøre en forskel. Han har på ingen måde pengene til de spillere, han har brug for, og derfor er han som den eneste villig til at lytte på matematiknørden Peter Brand – i skikkelse af Jonah Hill – som har nogle ganske unikke teorier om, hvordan man bør bedømme spillere.

Brands påstand er, at trænere og sportsdirektører ofte fejlbedømmer spillere pga. fordomme og vanetækning, hvorimod han med sin nøgterne statistik ser rent koldt på tallene og derved kan finde frem til de spillere, som konsekvent bliver undervurderet – og af samme årsag kan erhverves billigt. At der er vægt bagved ordene understreges ikke mindst af det forhold, at filmen er baseret på virkelige begivenheder og en bog af samme navn. Manuskriptet, der bl.a. har været gennem Aaron Sorkins skrivemaskine, afslører også hurtig sin anderledes natur. Denne film tilhører den forsvindende lille pulje af intelligente sportsfilm, som ikke blot handler om hovedløs viljestyrke, men som går bag om hele balladen.

Filmen er instrueret af Bennett Miller, som også stod bag “Capote”, der gav Philip Seymour Hoffman en Oscar for bedste hovedrolle, og Hoffman dukker også op her, om end i en forholdsvis neddæmpet rolle som en træner, der føler sin livslange erfaring tilsidesat af det nye system. Den præstation er dog typisk for filmens persongalleri, der hverken er fyldt med højtråbende Oscar-tiggende præstationer eller overdrevne kulørte figurer, og som præsenterer en dialog, der sprudler af vid uden samtidig at ringe falsk. Brad Pitt er glimrende i hovedrollen, men mest imponerede er næsten Jonah Hill, der hermed tager endnu er skridt væk fra komikken og får en levende figur ud af materiale, der ellers meget vel kunne havde endt som en flad stereotype.