[b]Underholdende umulighed[/b]

Er det bare mig, eller virker “Mission: Impossible”-franchisen en anelse ude af trit med tiden? Jovist, føljetonens tre første film skovlede godt halvanden milliard dollars ind på verdensplan, men ovenpå Jason Bournes spektakulære indmarch og James Bonds renæssance virker Ethan Hunt – “Mission: Impossible”-filmenes helt og Tom Cruises fiktive alter ego – allerede forældet. Seriens stærkt episodiske natur har gjort det svært for Hunt at træde i karakter, og selv ikke Cruises karisma har kunnet overskygge den kendsgerning, at Hunt snarere har været et tandhjul, der skubbede plotmaskineriet fremad, end et ægte menneske af kød og blod.

Cruises popularitet dalede som bekendt drastisk, efter han havde smadret fjedrene i Oprah Winfreys sofa og hånet patienter på antidepressiv medicin, så det lignede en utroligt svær, for ikke at sige [i]umulig[/i] mission at søsætte et fjerde kapitel i serien. Heldigvis hyrede man Brad Bird til opgaven, for Bird er en specialist i det utrolige – han instruerede trods alt “De utrolige”, kronjuvelen i Pixars skattekiste. Og selvom Bird ganske vist ikke havde instrueret én eneste live action-spillefilm forinden “Mission: Impossible – Ghost Protocol”, skulle man tro, at han aldrig havde lavet andet.

Hvor mange actionsekvenser nu til dags udsætter os for hobevis af kunstige computereffekter og en kakofoni af støj og bombastisk musik, er scenerne i “Mission: Impossible – Ghost Protocol” anderledes elegante. Uforudsigelighed og opfindsomhed er de gennemgående nøgleord, uanset om der så er tale om en biljagt gennem en voldsom sandstorm eller et slagsmål på en topmoderne bilfabrik, hvor alskens elektroniske dingenoter svinger forbi figurerne. Indlevelsen styrkes også, idet skuespillerne udfører deres egne stunts. I denne omgang kravler den (dum)dristige Cruise op ad facaden på verdens højeste bygning, den 828 meter høje skyskraber Burj Khalifa i Dubai, og Cruises kåde drengerøvsattitude og gevaldige gejst er mere smittefarlig end fugleinfluenza.

Der er fart over feltet allerede fra filmens start, hvor Hunt bliver reddet ud af et russisk fængsel af sine kollegaer hos den tophemmelige CIA-pendant IMF. Gruppens sejrsjubel bliver dog kort, da Moskvas regeringskvarter i nabolaget eksploderer umiddelbart efter, og Hunt og Co. får skylden. Med alverdens ordensmagter i hælene og begrænsede ressourcer til rådighed må agenterne afsløre de sande terrorister og forhindre et dommedagsscenarie. Det er ikke ligefrem Shakespeare, men det er uden sammenligning seriens hidtil mest helstøbte historie. Her føles bifigurerne ikke som overflødigt fedt, skurkene er ikke anonyme karikaturer, og i 133 minutter er man overbevist om, at ikke blot Hunts liv og lemmer, men også selve verdensfreden vitterligt står på spil. Sådan.

Filmens største styrke er tydeligvis også Birds fortjeneste, for det er et af hans varemærker: Den sprælske humor. Hvor de forrige kapitler satsede på, at det var nok for lattermusklerne at se Tom Cruises bundesligahår blafre i slowmotion (og det var da også et muntert syn), så er humoren en vital del af den fjerde “Mission: Impossible”-film. De fleste vitser er forståeligt nok blevet overrakt til den engelske lattergarant Simon Pegg, men Cruise og især en uhyre veloplagt Jeremy Renner rammer ofte plet med deres punchlines, især når d’herrer i fællesskab skyder skarpt med spydige, sarkastiske bemærkninger.