[b]Alt for elementær 2’er[/b]

Desværre. Guy Ritchies andet livtag med den spydige sporhund fra Bakerstreet 221 B hverken overgår eller når op på højde med den bestemt veloplagte første film i serien. “Sherlock Holmes 2 – Skyggespillet” er vævet sammen af en silketrådstynd og usammenhængende historie om anarkister, sigøjnere og hvedebrødskærlighed, som ikke engang den livlige præstation fra Robert Downey Jr. kan opveje for.

I slutningen af Ritchies første, slagkraftige gendigtning af Sherlock Holmes-universet trådte detektivens diabolske nemesis Professor Moriarty ind på scenen. I denne 2’er får vi så endelig lov til at stifte nærmere bekendtskab med den intelligente superskurk (spillet sitrende ondt af britiske Jared Harris). Holmes har med sin vanlige uortodokse sporhundsnæse opsnappet et tilsyneladende verdensomspændende netværk af forbrydelser, der alle leder tilbage til én mand: Moriarty.

Mordet på Østrigs Kronprins sætter fut i en heksekedel, der potentielt kan bringe hele den vestlige verden i krig. Og Moriarty, der netop har opkøbt en enorm våbenfabrik, bare gnider sig i hænderne med et skummelt-ondt smil på læben. Holmes må og skal stoppe professoren – han skal bare lige have lokket sin gamle bonkammerat Watson (Jude Law) med på løjerne. Problemet er dog, at Watson netop er på vej på romantisk bryllupsrejse.

Der er både rigtig gode tiltag og frygtelige fadæser i “Sherlock Holmes 2 – Skyggespillet”. De frygtelige først: 128 minutter. Det er dæleme lang tid at padle rundt i en allerede svært usammenhængende fortælling, hvor der præsenteres så bredt et persongalleri, at man hurtigt opgiver at holde styr på navnene. Døsigheden sniger sig – som Moriarty i skyggerne – ind på én. Helt overbevist er jeg heller ikke om Ritchies insisteren på at vise Holmes’ fremsynethed i nævekamp i ultra-slowmotion. Igen. Og igen. Og igen. Det var kækt i første film, men føles lidt slidt her i anden ombæring.

Tilføjelsen af svenske Noomi Rapace som kvindeligt modspil til Sherlock Holmes fungerer heller ikke efter hensigten. Rapace gør hvad hun kan med en nærmest skabelon-agtig rolle som sigøjneren Sim, hvis bror vist er involveret i den rodede anarkisthistorie, man aldrig helt får svunget sig op til at interessere sig for. Men om ikke andet ser hun forbandet godt ud i sit sigøjnerantræk. Og så til det opløftende. Samspillet og ping-pong-dialogen mellem gavtyven Downey Jr. og den snusfornuftige Law fungerer igen upåklageligt. Måske fordi Guy Ritchie her tager sig den tid, der skal til, og ikke pacer igennem deres scener. Det er om noget [i]bromancen[/i] mellem de to, som franchisen hænger i med neglene med.