[b]Jovial julefilm[/b]

Julelys, romantik, grantræer og Snemand Frost. Julen er på trapperne, og det skal selvfølgelig fejres i de danske biografer med et sandt overflødighedshorn af julefilm, som alle udkommer den næste måneds tid. Som et dansk strejf i netop denne genre er “Noget i luften” med til at hive den danske filmbranche ind i julestemningen i dette herrens år 2011.

Pernille er et sted i 20’erne og en smule usikker over, hvad hun skal stille op med sit liv. Desuden har hun kun ét talent, som desværre er af den uønskede slags: Hun kan forudse fremtiden og se mennesker, der ikke findes. Hun starter derfor (lettere modvilligt) et clairvoyance-foretagende sammen med sin veninde Sidsel, og i den forbindelse møder hun journalisten Daniel, der er blevet sat til at skrive om clairvoyance af sin redaktør og kommende svigerfar, selvom han egentlig hellere vil skrive skønlitteratur. De to fortabte mennesker falder naturligvis omgående pladask for hinanden, også selvom Daniel allerede har en kæreste i den selvoptagne Michelle og til trods for, at Pernille samtidigt går rundt og drømmer om den spirituelle guru Alexander.

Kemien mellem de to hovedpersoner, der spilles af henholdsvis Line Kruse og Robert Hansen, er udmærket, men det er ikke deres romance, der fungerer bedst i filmen, men derimod samspillet mellem Kruse og Kirsten Olesen, der spiller Pernilles mor. Man er aldrig i tvivl om, at de to har kendt hinanden hele livet, og forholdet mellem de to kvinder er det mest troværdige og rørende i “Noget i luften”.

“Noget i luften” er derudover rig på bipersoner, der både styrker og indimellem belaster filmen. Linda P fungerer perfekt som den seksuelt udfarende og grove Sidsel, mens Christiane Schaumburg-Müller og Dejan Cukic desværre ikke får meget at arbejde med i rollerne som henholdsvis Daniels forkælede kæreste og en latterlig New Age-agtig tumpe. De to karakterer er tydeligvis skåret over den slidte skabelon for “de onde ekskærester”, som er et trættende, tilbagevendende varemærke i mange romantiske komedier, der ikke tør at skildre en verden, hvor også ekskærester kan være nuancerede (og endda sommetider sympatiske) mennesker.

Fotograferingen skal dog have nogle rosende ord med på vejen. Det er måske ikke ligefrem vanvittigt svært at få en flot by som København til at se smuk ud under flere lag sne, men det er sjældent, man sidder i biografens varme og behagelige mørke og i så høj grad ønsker at være ude i kulden, som når man ser “Noget i luften”. Filmens snedækkede København ser simpelthen enormt tiltrækkende og hyggelig ud på det hvide lærred, og som en dansker, der netop er hjemvendt fra det store udland, må undertegnede erkende sig henrykt over at være vendt hjem ovenpå denne underskønne skildring af den danske hovedstad.