[b]”Sex and the City” – nu med børn[/b]

“Kvinde på spring” leverer ikke meget mere, end traileren antyder. Så er det sagt. Men det er dog alligevel en sød lille historie, der hylder “powerkvinden”, som kæmper med at få karriere, børn og mand til at gå op i en højere enhed. Det er helt sikkert en aktuel skildring af hverdagslivet med en komisk twist, som mange hårdtarbejdende mødre formentlig kan nikke genkendende til – på både godt og ondt.

Kate Reddy (Sarah Jessica Parker) har det hele: To skønne børn, en dejlig mand ved navn Richard (Greg Kinnear) og en spirende karriere som investeringsrådgiver. Hendes talent for at jonglere alle disse bolde får hendes venner og kolleger til at undre sig: Hvordan gør Kate det egentlig? Meget simpelt: Hun skipper søvnen, laver uendelige huskelister og køber den “hjemmebagte” tærte til datterens kagesalg. Men så bliver det hele lige pludseligt en tand for meget. Samtidigt med, at Kate får tilbudt et drømmeprojekt i New York, får Richards arkitektfirma tilbudt et kæmpe byggeprojekt. Hvem skal nu holde sammen på tingene derhjemme?

Sarah Jessica Parker klarer fornemt overgangen fra en babyforskræmt singlepige i New York til en karrierefokuseret hustru med to børn i Boston, og det er helt sikkert en transformation, der klæder hende. I rollen som Reddy stråler hun med sin charme og hjertevarme natur. Så meget, at Parker faktisk overstråler sine medspillere, såsom Pierce Brosnan, Kelsey Grammar og Christina Hendricks (der især er kendt som den rødhårede [i]femme fatale[/i] Joan i “Mad Men”). De spiller alle sammen godt, men ingen af dem er lige så bemærkelsesværdig som Parker.

Det er de humoristiske momenter, som virker bedst i filmen – såsom da Kate taler om de såkaldte [i]momsters[/i]. Da Kate introducerer os for disse perfekte, hjemmegående husmødre, kommer de gående imod hende og os i slowmotion, mens skræmmende heavy metal-musik kører i baggrunden, som om de er på vej til at tromle os alle ned. De er alle en flok økofreaks, der dyrker yoga og pilates, mens børnene er i børnehave. Man kan nikke genkendende til stereotypen og grine gevaldigt over Kates frygt for [i]the momsters[/i].

Filmen bruger andre virkemidler end slowmotion til at understrege komikken – såsom da Kate nærmest træder ud af skærmen og fryser billedet for lige at forklare os, hvad vi har med at gøre, eller når hun noterer sine uendelige huskelister, og vi kan følge med i det hele, fordi de bliver noteret hen over lærredet. Det er spøjst, men det fungerer. Derudover bliver de forskellige karakterer også konstant interviewet omkring Kate og hendes liv, hvilket er en anderledes morsom måde at få et indblik i Kates tilværelse på.