[b]Hakuna Matata![/b]

For denne anmelder og naturligvis millioner af andre var “Løvernes Konge” noget helt særligt, da den udkom i 1994. Disney var med film som “Den lille Havfrue”, “Aladdin” og “Skønheden og Udyret” midt i den periode, der sidenhen blev døbt [i]”Disneys Renæssance”[/i], og som den bedst indtjenende 2D-animerede film nogensinde indkapslede “Løvernes Konge” essensen af denne ekstremt produktive tid. Som Disneys første film med et originalt manuskript (nå ja, så originalt som det nu kan være, når historien er en åbenlys kopi af Shakespeares “Hamlet”) beviste “Løvernes Konge”, at selskabets forfattere godt kunne selv.

På en slette i Afrika fødes løven Simba. Fødslen skaber røre blandt alle dyrene, for Simba er ikke en hvilken som helst løveunge. Han er søn af Darth V… vrøvl, kong Mufasa og dermed den naturlige arvtager til tronen. Det er dog ikke en glædens dag for alle, for i skyggerne lurer Mufasas ondskabsfulde bror, Scar, der mere end noget andet ønsker at herske over landet. Simba har ikke mange solnedgange bag sig, før Scar har lagt en sindrig plan, og inden længe er den unge løve på flugt fra sletten, hvor Scar i mellemtiden har overtaget magten over alle dyrene.

“Løvernes Konge” har mange uforglemmelige sekvenser. Første og fremmest den stærke indledning, hvor den sydafrikanske komponist Lebo M’s markante vokal brager ind over billeder af en savanne, der vågner. For denne anmelders vedkommende trak scenen med et brag et væld af nostalgiske følelser fra barndommen frem, og den er til stadighed en af Disneys stærkeste indledninger. Og så er der Scars solonummer, “Be prepared”, hvor den fascistiske æstetik trækker klare linjer til Leni Riefens tahls nazistiske propagandafilm, “Triumph des Willens”. Mest markant er den skæbnesvangre scene med de bissende gnuer, som satte en ny standard for, hvad man kunne præstere i en animeret film. Jo, “Løvernes Konge” har bestemt fortjent sin fremtrædende plads i filmhistorien.

Musikken har ligeledes sin del af æren for filmens massive success. Som filmfolkene selv nævner på udgivelsens medfølgende ekstramateriale, var den blegfede Elton John umiddelbart et sært valg til en episk film om Afrika, men den talentfulde musiker formåede at skabe et lydunivers, der tilføjede filmen den dramatiske/romantiske atmosfære, som kendetegner næsten enhver Disney-succes. Elton John – med hjælp fra Lebo M og hans afrikanske kor, Tim Rice og ikke mindst komponisten Hans Zimmer – gjorde filmens soundtrack til et af de mest mindeværdige af slagsen. Hvem har ikke skrålet med på “I Just Can’t Wait to Be King” og danset en lille Pumba-rumba til “Hakuna Matata”?

“Løvernes Konge” er en forholdsvis kort film og er dermed repræsentant for en tilsyneladende død æra, hvor filmforfattere kunne skrive en stramt komponeret film uden for meget trækken-i-langdrag. Nærværende film er dog – ved kritisk eftersyn – en anelse [i]for[/i] stram i sin fortælling. I historiens afsluttende scener forekommer det episke klimaks, men forfatterne har glemt at bygge op til det. Simba vender naturligvis tilbage til sit hjemland, men rejsen er hurtig og udramatisk, og det endelige opgør synes at opstå meget pludseligt og uden optakt. Opgøret selv er dog stadig intenst og interessant, og når rulleteksterne farer over skærmen til tonerne af Elton Johns storladne “Can You Feel the Love Tonight”, efterlades man med et indtryk af en ganske helstøbt film.

Det er ofte skuffende at gense barndommens yndlingsfilm, men “Løvernes Konge” skuffer ikke 17 år efter premieren. Timon og Pumba er stadig sjove, Mufasa lyder stadig som Darth Vader, og musikken bærer på ingen måde præg af en uddateret 90’er-æstetik. Det er efterhånden en velkendt kliché, at Disney har evnen til at lave film, som fungerer for både børn og voksne, men ikke desto mindre er det stadig værd at nævne, at nærværende film også er i besiddelse af netop denne fantastiske kvalitet.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1.78:1. “Løvernes Konge” bruger en tegnestil, hvor store, ensfarvede flader udgør en stor del af billedet. Der er således ikke så mange gradueringer og detaljer, som skal kæmpe for livet i den billedforringende komprimering. Bl.a. dette resulterer i det ubestridt bedste transfer, denne anmelder nogensinde er stødt på! Farverne er fantastisk klare, og skarpheden er så god, at man bogstaveligt talt kan se strukturen i de streger, der danner omridset af filmens karakterer. Kun i én eneste scene optræder der en komprimeringsfejl i form af digital støj, men det er ikke nok til at hive dette fremragende transfer ned på mindre end den velfortjente topkarakter.

[b]Audio[/b]

Savannen kommer virkelig til live i det syvsporede DTS-HD Master Audio-lydmix. Dialogen, såvel som filmens andre lydelementer, er højopløste og står klart frem. Desværre synes dialogen/sangene overrepræsenteret i de musikalske sekvenser, hvor musikken træder i baggrunden, så alle ord kan tydes uden problemer. Det er lidt ærgerligt, da musikken kommer til at mangle [i]punch[/i], for netop musikken er en af de store grunde til filmens succes. Ikke desto mindre er lydsporet blandt de bedre, og kun de “musik-audiofile” vil føle sig snydt ved en gennemlytning.

[b]Ekstramateriale[/b]

En udgivelse med tilnavnet [i]Diamond Edition[/i] er næsten forpligtet til en ordentlig spandfuld ekstramateriale. Og det får vi. Skiven byder på to udmærkede dokumentarer, hvor vi kigger tilbage i tiden og ser på filmens tilblivelse. Der trækkes linjer op til nutiden, hvor filmen stadig er i live i form af merchandise, og små animerede sekvenser af fx Timon og Pumba dukker op hist og her. Derudover medfølger et glimrende kommentarspor med filmens to instruktører og en producer. Oven i hatten får vi en række animerede [i]bøffer[/i] samt en sing-along-funktion til den sangglade. Nå ja, så medfølger der også en dvd-udgave af filmen… hvad end man så skal bruge den til, når man er i besiddelse af BD’en.