Ordløs komik kan være noget af det sjoveste at iagttage på film. Den totale hengivelse til kroppen som komikerens bedste redskab i værktøjskassen var, hvad der gjorde en ener som Jacques Tati til en levende legende. Mr. Bean i Rowan Atkinsons skikkelse kan også. Chaplin kunne. Og Buster Keaton kunne. Den franske fabel om “Feen” forsøger, men kommer ikke helt i mål – der er simpelthen for langt imellem snapsene.
[image=63181]
Det lykkes dog Fiona og Dom at mødes til en romantisk date på den lokale bar L’Amour Flou (“den slørede kærlighed”), hvor en overordentligt nærsynet tjener ikke just har forstået termen “en velskænket pilsner”. Forelsket til op over begge ører skiftevis skilles og genforenes Dom og Fiona i flugten fra hospitalet, Fiona bliver med ét højgravid, og de to danser hawaii-dans på havets bund. “Feen” er med andre ord en farverig, eventyrlig fabel, hvor realismen må vige for de skæve påhit.
[image=63180]
Det er med tydelige rødder i især stumfilmens fysiske slapstick-komik, at de tre her forsøger at navigere rundt i et farverigt Le Havre. Den senere Tati er det åbenlyse forbillede, og ligesom ham giver Abel, Gordon og Remy deres fortælling en snert civilisationskritisk klangbund. I Le Havre møder vi derfor tre illegale indvandrere, der nok hjælper Fiona på flugt, men aldrig selv kommer med færgen til det forjættede land i horisonten. Der er masser af fine, små indslag, men dog ingen samlet vision. Og det var om noget, hvad der kanoniserede Tati. Hans originalitet, tæften for den visuelle helhed og lydenes eget sprog – dét er gyngende grund at bevæge sig ud på som forbillede.
[image=63178]