[b]Tomme tønder buldrer mest[/b]

Den klassiske western møder klassisk science fiction i instruktør Jon Favreaus “Cowboys & Aliens” – og cowboys og rumvæsener er lige præcis, hvad man får i dette dundrende B-films genremiks. Hverken mere eller mindre.

Historien er selvsagt helt ude i hampen: At cowboys anno 1875 angribes af hæslige væsener fra det ydre rum. Det er jo grænsende til det rene idioti og legebarnsmentalitet. Men alligevel så vanvittig en idé, at man bare er nødt til at få syn for sagen. Og interessen bliver ikke mindre af, at filmens to hovedroller indtages af sværvægterne Daniel Craig og Harrison Ford – med perfekt furede og forbistrede ansigtstræk. Rigtige cowboys. Craig, der til rollen har tillagt sig en dreven, amerikansk accent til, vågner i filmens indledende scene op midt ude i ørkenen med en svær omgang hukommelsestab og et ret så mystisk armbånd, der blinker og siger blip-blåp. Bestemt ikke noget, der hører til i denne verden.

Han får slæbt sig selv til den nærmeste by, hvor det begynder at dæmre for ham, hvad angår hans sande identitet. Lonergan, som det viser sig er hans navn, er efterlyst for mord, diligencerøveri og lignende cowboyder-agtige forbrydelser. I byen Absolution møder han den barske kvægbaron og patriark Dolarhyde (Ford), der ikke finder sig i pis fra nogen, den skarpskydende skønjomfru Ella (Olivia Wilde), en bundærlig sherif og den bebrillede saloon-ejer Doc. Men ikke så snart er Lonergan blevet lagt i håndjern for sin tvivlsomme fortid, før byen ved midnatstid angribes af mystiske, flyvende maskiner, der spreder generel ødelæggelse og bortfører uskyldige indbyggere op i himmelrummet. Stridsøksen mellem Lonergan og Dolarhyde må straks begraves, så der kan jagtes “dæmoner”, og Dolarhyde kan redde sin søn (Paul Dano nærmest i en reprise af den ubehagelige rolle i “There Will Be Blood”), hvem maskinerne i luften hapsede med sig.

“Cowboys & Aliens” er rendyrket B-films eskapisme af den kulørte og ikke videre intelligente art. Lige på kanten af kitsch. Som dengang i de gyldne dage, hvor Frankenstein mødte Ulvemanden. Meget langt ude, ikke sandsynligt, men ikke desto mindre umådeligt populært blandt biografgængere. En rigtig popcorns-basker. Og man er ikke det mindste overrasket, når man i baggrundsmaterialet kan læse, at Favreaus film er baseret på en forsideillustration til en (på det tidspunkt) endnu ikke færdiggjort tegneserie. Beviset på, at bare én halvbagt idé kan sælge en film.

Den ironiske distance er så godt som ikke-eksisterende, og det er ærgerligt. “Cowboys & Aliens” tager sig selv ualmindeligt seriøst, hvilket resulterer i indtil flere ufrivilligt komiske sekvenser. Her er den indlagte romantiske interesse mellem Craig og den overjordisk skønne Olivia Wilde den absolut største synder. Man tror ikke rigtigt på de længselsfulde blikke, når man ved, at de store, slimede rumvæsener står på lur. Der er ligesom vigtigere ting at tage sig af end lidt kysseri og befamling af Craigs veltrænende, spændstige [i]sixpack[/i]. Verdens frelse, for eksempel.