[b]Tam pingvin-maveplasker[/b]

Kan en kynisk forretningsmand finde tilbage til livets sande (familie)værdier med hjælp fra seks CGI-pingviner? Det meget mærkværdige spørgsmål giver den nye Jim Carrey-film “Poppers pingviner” dig svaret på. Hvis du ikke allerede havde gættet det.

Carrey spiller titlens Popper – en fraskilt arbejdsnarkoman og far til to weekend-unger, der tjener til sin enorme New Yorker-lejlighed ved at opkøbe skyskrabere, og hvad han ellers kan få neglene i, for sine tre chefer. Poppers far var eventyrer og fraværende det meste af lille Poppers barndom. Nu er han gået bort og har efterladt sønnen en sidste gave. Fra Antarktis modtager Popper ikke mindre end seks pingviner, der, før han ved af det, har overtaget den pæne, pæne lejlighed.

Præcis hvorfor Popper ikke bare overlader de uhygiejniske bæster til Zoologisk Have promte undrer én. Men han beholder dem altså. I takt med at lejligheden omdannes til én, stor kummefryser, smelter pingvinerne Poppers hjerte. Og så er det pokkers svært at agere iskold businessman og opkøbe den lokale beværtning Tavern on the Green i Central Park.

Manden med gummiansigtet og vildskaben som evig medspiller, Jim Carrey, er faldet slemt af på den med den alt for artige “Poppers pingviner”, der i øvrigt er mere eller mindre løst baseret på en børnebog fra 1938. Fra start til slut er der dømt ærkeamerikansk æbletærte-underholdning af den allermest harmløse skuffe. Humoren strækker sig fra en pingvin, der klatter Carrey i ansigtet, til en anden pingvin, kaldet Stinky, der prutter i et badekar. Og så Carrey, der skærer karakteristiske grimasser til løjerne alt imens.

Svært er det også at fordøje den overglaserede fortælling om, hvorledes de fraskilte Hr. og Fru. Popper begynder at date påny – takket være pingvinernes tilsyneladende magiske kærlighedsstråler eller…? Fraskilte forældre skal i hvert fald være påpasselige med at slæbe delebørnene med i biografen, hvor seks nuttede pingviner kan så falske forhåbninger for fremtiden.