Simon Pegg og Nick Frost, briternes svar på en komisk guldgrube, vender tilbage i glimrende form med endnu en veloplagt spoof-komedie. Denne gang tager d’herrer sci-fi-genren under kærlig behandling i historien om det yderst veltalende og karismatiske rumvæsen Paul (med Seth Rogens stemmetalent) og dennes flugt fra regeringens mystiske mørkemænd.
[image=61475]
Fræsende gennem den sorte nat støder de ind i det udflippede rumvæsen Paul, som efter eget udsagn er på flugt fra regeringen, der har holdt ham under skarp bevogtning siden 1950’erne, hvor han styrtede i sit intergalaktiske fartøj. Nu vil Paul hjem, og det er op til Graeme og Clive at få ham sikkert frem. Ikke let med en hel flok mænd i sort i autocamperens bakspejl og en [i]illegal alien[/i] ombord, der ikke er bleg for at fyre den fede.
[image=61473]
Perlerækken af komisk talent, som Mottola har fået stuvet sammen i “Paul”, er imponerende og en fornøjelse at iagttage. Ud over duoen Pegg og Frost sørger de to Bill Hader og førnævnte Kristen Wiig (der ligeledes stod for en stor del af morskaben i Mottolas lille indie-komedie “Adventureland”) for sikre grin. Seth Rogen får vi på papiret måske kun i stemme-form, men det med en dreven røst så distinkt hans egen, at han faktisk er Paul. I øvrigt fremragende CGI-arbejde fra folkene på Double Negative. I en lille, men bestemt nævneværdig rolle som servitrice på den virkelige diner Little A’Le’Inn, leverer den altid veloplagte Jane Lynch [i]punchlines[/i] med både bid og glimt i øjet. Bliv endelig siddende under rulleteksterne, hvor Lynch i en afsluttende insider-joke voldflirter med Wiig.
[image=61474]