[b]Hurtig og gal 5[/b]

Man kan ikke beskylde denne femte “Fast and Furious”-film for at spilde tiden med unødig snak. Allerede fra første scene går den øjeblikkelig til biddet. Den muskelsvulmende Dom er ufrivillig passager på en bus fuld af fanger på vej til fængslet, og eks-strømeren O’Conner sætter sig prompte for at befri ham.

Metoden, han anvender, sætter på mange måder tonen for resten af filmen: På sindig vis rammer to biler bussen, så den vælter rundt og ruller vildt ned ad vejen i højt tempo. I en film, der tog sig selv en smule alvorligt, ville skaderne være omfattende, men i denne omgang farverigt bilræs ligger realismen et sted mellem “Ud at køre med de skøre” og “Hjulben”-tegneserien, og som ved et trylleslag kommer ingen til skade ved det absurde flugtforsøg. Manglen på forbindelse til noget, der ligner den virkelige verden, kunne på mange måder være denne films akilleshæl, men på sin vis bliver det næsten en del af underholdningsværdien her, efterhånden som den ene mere grotesk usandsynlige hændelse overtager den anden.

Serien har fra starten haft sit udgangspunkt i de fiktive gaderæs-miljøer, som jeg må tilstå en komplet mangel på interesse for, og den samme følelse har instruktøren Justin Lin og hans manuskriptforfattere tilsyneladende haft, for med denne femte film i rækken har de så godt som fuldstændig kappet forbindelsen til udgangspunktet.

I stedet ligner dette indslag mere en heist-film i stil med “Ocean’s Eleven” eller “The Italian Job” end en “Fast and Furious”-film. Som i de foregående indslag spiller Vin Diesel og Paul Walker de fartglade hovedpersoner, men efter de obligatoriske indledende bilstunts bliver blikket hurtig vendt mod Rio de Janeiro. Her er en væmmelig narkobaron i besiddelse af et pengeskab med nok millioner til, at hele bilrøverfamilien kan trække sig tilbage, men for at få fat på pengene, må de to hastighedsnarkomaner samle et stjernespækket hold af eksperter til at klare jobbet. Det er selvsagt en pinefuldt ofte anvendt formular, men alligevel fortsat ret så tilfredsstillende, og den giver samtidig filmen en chance for at lade os glemme, hvor udstrålingsløse Diesel og Walker i grunden er i hovedrollerne.

En mere underholdende skikkelse dukker derimod op i form af den benhårde FBI-agent Hobbes, der er ankommet til byen for at indfange parret, og den kæmpestore muskelbøf spiles så overgearet af Dwayne Johnson, at han hurtigt bliver et af filmens mest underholdende punkter. Det ligger selvsagt i kortene, at Johnson og Diesel skal op at toppes, og en god del af spilletiden bruges på at lægge op til de to testosteron-bombers opgør. Filmen antyder konstant deres ligeværd, og i en bizar scene, hvor de to kamphaner stirrer hinanden truende i øjnene, lader deres højdeforskel sært nok til at være forsvundet for en stund. Vin Diesel må havde haft de høje hæle på.