[b]Jack is back[/b]

Så sætter en af nyere tids mest effektive pengemaskiner sejl igen. “Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand” er foreløbig fjerde film i superproducer Jerry Bruckheimers serie af eventyrlige piraterier med Johnny Depp som den tossede Kaptajn Jack Sparrow. I denne omgang slipper vi både for kedelige Orlando Bloom og den efterhånden lidt blodfattige Keira Knightley, men i bytte får vi til gengæld en storilter Penélope Cruz og Sortskæg i egen høje person. Ikke dårligt.

Da vi forlod kaptajnerne Jack og Barbossa (Geoffrey Rush) tilbage i 2007, var der allerede lagt i kakkelovnen til endnu en sequel: Jack var i besiddelse af et kort, der ifølge legenden skulle vise vej til Ungdommens kilde – et uimodståeligt eventyr for den selvtilfredse, over-the-top-agtige pirat med rockstjerneattitude. Men Jack er ikke den eneste, der higer efter evig ungdom. Det samme gør Englands Kong George II, der har hyret den nu et-benede Barbossa til at lede en ekspedition, den blodtørstige pirat Sortskæg (Ian McShane) og hans ikke uefne datter Angelica (Cruz) samt hele den spanske flåde.

Kapløbet om den tillokkende kilde er i gang, men snart finder man ud af, at stort set alle involverede parter ikke spiller med helt åbne kort. Jack og Angelica har et stormfuldt forhold i bagagen og kan ikke udstå synet af hinanden, mens Barbossas manglende ben kan tilskrives ingen ringere end Sortskæg. Læg dertil et forhekset skib, voodoobesværgelser og nogle meget lidt venlige havfruer med hugtænder, og opskriften på et helt igennem underholdende, halvfjollet eventyr er i hus.

Ud over den skønne Penélope Cruz som piratdatter er der indtil flere tilføjelser i “Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand”. Mest åbenlys er skiftet til 3D, der fungerer upåklageligt og passer som fod i hose til seriens kransekageæstetik: Her er det ikke [i]less is more[/i], men [i]more is more[/i]. Absolut en film, hvor 3D giver rigtig god mening og tilføjer et ekstra element af wow til de mange højtflyvende kamerature. Gore Verbinski, der har siddet trygt i instruktørstolen på seriens tre første film, er denne gang erstattet af den yderst musicalkyndige Rob Marshall, hvis bedrifter tæller “Chicago”, “Mit liv som geisha” og senest den rodede meta-musical “Nine”. Marshall har især tæft for lækker koreografi, og indtil flere gange undervejs i “Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand” viser han sit værd på den front. Bedst i en scene tidligt i filmen, hvor Depps opfindsomme Jack Sparrow iscenesætter en storstilet flugtaktion for næsen af hele det engelske hof, inklusive en måbende konge. Elegant, fornøjeligt og med et glimt i øjet.

Nye tiltag, udskiftning på rollelisten og 3D til trods må man dog konstatere, at serien træder vande. Men dette med en sådan iver og tju-bang-attitude, at man hurtigt tilgiver, at der tilsyneladende ikke rigtig er noget nyt under solen. Som sin forgænger, “Pirates of the Caribbean: Ved verdens ende”, lider fjerde film under en alt, alt for lang spilletid. Nok er Depp både pokkers seværdig og en nærmest uudtømmelig kilde til morskab, og ingen kan nægte, at Penélope Cruz tager sig godt ud i nedringet piratoutfit. Men 138 minutter?! Det er altså at stramme den. Rendyrkede underholdningsfilm burde kunne bankes af på halvanden time. Så er colaen også ved at være tømt og bunden nået i ens spandfuld popcorn.