[b]Det forkerte idol[/b]

Det tragiske ved folk, der går i hundene, er ofte ikke så meget det, at de selv går til grunde – hvor trist det i sig selv ellers måtte være – men lige så meget det forhold, at de som regel efterlader sig en enorm negativ arv til den næste generation, som må forsøge på at finde vej ud af den sørgelige skygge, der er kastet.

Det er ikke mindst problematikken i “Frit fald”, hvor Louise står over for at skulle konfronteres med den mor, som på så mange måder tidligere har svigtet, men som Louise ikke desto mindre længes efter, og som nu atter står til at træde ind i hendes liv.

I de sidste mange år har Louise boet hos sine bedsteforældre, mens moderen har afsonet en længere fængselsdom. Louise har efterhånden fået skabt en nogenlunde normal teenagetilværelse og står på mange måder over for at skulle finde sin egen identitet nu, hvor det voksne liv så småt presser sig på med alle dets krav, omvæltninger og nye følelser. At være en møghamrende forvirret teenager er en del af hele overgangen, men i Louises tilfælde er der måske endnu mere grund end sædvanligt til at være usikker, og da moderen løslades fra fængslet, vækker det en overvældende nysgerrighed og en længsel hos den unge pige.

Hvor bedsteforældrene signalerer tryghed og forudsigelighed – de er med andre ord lidt småkedelige og håbløst utjekkede – fremstår moderen i Louises øjne enormt sej, og da hun introducerer Louise for en verden af fester og natklubber, vokser hendes beundring til moderen blot endnu mere. Som udenforstående tilskuer er man selvsagt klar over, at alle disse ting bestemt ikke er positive for den unge pige, men samtidig er det netop følelsen af at blive behandlet som voksen, der tiltaler Louise så meget, og som bringer hende i konflikt med bedsteforældrene, der er rædselsslagne ved udsigten til også at miste hende.

“Frit fald” er instrueret og skrevet af Heidi Maria Faisst, der tidligere har stået bag spillefilmen “Velsignelsen”. Hun har også skabt den fremragende kortfilm “Frederikke”, der var en del af børnefilms-pakken “Farlige film”, og som viste, at hun har en sjælden evne til at lade fortællinger udspille sig i børnehøjde. Det talent har hun taget med sig i “Frit fald”, hvor det ikke mindst er filmens følelse af autenticitet, der overbeviser. Man føler, at persongalleriet er fyldt af typer, man forholdsvist let kunne støde på i den virkelige verden, og det er ikke mindst den fornemmelse, der river én ind i fortællingen. Til gengæld kniber det med nogle af historiens mere plotdrevne sider, som fremstår en anelse uklare og umotiverede. Ikke mindst et overfald på en person hen imod slutningen er filmet lidt klodset, således at man faktisk i et stykke tid ikke er helt sikker på, hvem og hvad det sker for.