Filmz
Limitless

Limitless

Medvirkende:

Bradley Cooper, Robert De Niro, Abbie Cornish, Andrew Howard, Anna Friel, Johnny Whitworth, Tomas Arana, Robert John Burke, Darren Goldstein, Ned Eisenberg, T.V. Carpio, Richard Bekins, Patricia Kalember, Cindy Katz, Brian Anthony Wilson

Instruktør:

Neil Burger

Filmlængde:

110 minutter

Genre:

Thriller

Limitless

[b]Et medicineret overmenneske[/b]

Hvad nu hvis du kunne indtage en pille, der med ét gjorde dig til en klogere, mere succesfuld og nærmest overmenneskelig udgave af dig selv? Ville du tage pillen eller i det mindste være fristet til at prøve den?

[image=60639]

Under de rette omstændigheder ville de fleste af os utvivlsomt overveje sagen, og for den unge, ambitiøse forfatter Eddie Morra er enhver løsning stærkt tiltrængt. Han døjer under en alvorlig skriveblokering og er nu hensunket i en så sørgelig forsumpet tilstand, at ikke engang hans kæreste kan holde ham ud. Alt dette ændrer sig imidlertid drastisk, da Eddie møder en gammel ven, som introducerer ham for det banebrydende nye neurofarmaceutiske middel NZT, som stadig er på det eksperimentale plan, men som vennen tilfældigvis har et lille lager af.

Pillen ændrer alt i Eddies liv og får hans hensunkne hjerne til at lyse op som et grantræ på juleaften. Pludselig kan han huske alt, hvad han har set, læst eller hørt. Han kan lære nye sprog på rekordtid og overgår stort set hvem som helst i viden om hvad som helst. Med nyfunden intelligens, motivation og fokusering afslutter han romanen i løbet af timer, men derved stopper hans ambitioner ikke. Snart er det stillestående liv som forfatter ikke længere nok, og han kaster i stedet sit fokus bør børsmarkedet, hvor hans indsigt hurtigt udretter mirakler.

[image=60640]

Alt dette lyder jo mest af alt som ren spekulativ science fiction og ville utvivlsomt også være det, hvis ikke vi allerede havde set 80’ernes yuppiebølge, hvor kokain-fyldte knægte nærmest kom ind fra gaden og blev øjeblikkelige hits på børsmarkedet. Der er selvfølgelig enorme farer ved den slags, og selv Eddie må have sin mistanke om, at en sådan foreligger i hans tilfælde. Men lige så vel som der er tons af cykelryttere, der hjertens gerne propper sig med alverdens medikamenter for at blive de hurtigste, så risikerer han også gerne det hele for at opnå succesen. Han spilles her af Bradley Cooper, der har et talent for at ramme en tone halvvejs mellem en almindelig fyr og lidt af en arrogant skiderik, og som her udnytter den blanding perfekt i “Limitless”, hvor man tager sig selv i at holde med ham, selvom han egentlig ikke er voldsomt sympatisk.

“Limitless” er instrueret af Neil Burger, der tidligere bl.a. har stået bag “Illusionisten” fra 2006, der demonstrerede et vist flair for visuelle påfund. Han formår også her at give det hele en interessant billedside, hvor Eddies nye mentale evne illustreres ganske effektivt med forstærkede farver og hurtige kamerabevægelser. Med ombord er også Robert De Niro, der til undertegnedes positive overraskelse for en gangs skyld spiller komplet alvorligt som en udspekuleret rigmand, og som løfter opgaven fint, selvom hans rolle beklageligvis er en smule blodfattig. Filmen giver dog De Niro en god monolog, hvor han får lov til at vise lidt af fordums styrke.

[image=60641]

Kort om filmen

Den unge forfatter Eddie Morra lider af en dyb, nedslående kronisk skriveblokade. Men en dag får han chancen for at prøve et nyt kemisk produkt, der udvider hans hjernekapacitet til 100 %. Pludselig kan Eddie huske alt, han nogensinde har læst, hørt eller set, kan lære et fremmed sprog på en dags tid, forstå og forbedre avancerede ligninger og jorde hvem som helst i hvilket som helst emne – så længe han tager NZT hver dag. Det varer ikke længe, inden han tager Wall Street med storm ved at forvandle en mindre portefølje til millioner. Hans evner bliver også bemærket af milliardæren Carl Van Loon, der ansætter ham til at styre en gigantisk handel. Men al den succes bringer også Eddie i søgelyset for gangstere, der vil gøre hvad som helst for at få fingrene i hans lager af NZT. Og samtidig sætter bivirkningerne ind med fuld styrke…

Ads by MGDK