[b]Et kvajet slag[/b]

[i]”You will be unprepared”[/i] annoncerer plakaten til “Sucker Punch” selvsikkert, og uforberedt det er man. Sjældent har så mange kræfter, så megen tid og så mange penge været samlet om at lave noget så overvældende tåbeligt som denne film.

Zack Snyder har opbygget en stor goodwill hos filmproducenterne takket være film som “300”, “Watchmen” og genindspilningen af “Dawn of the Dead”, og selv den lidt tvivlsomme ugle-actionfilm “Legenden om vogterne – Uglerne fra Ga’Hoole” havde trods alt også sine stunder. Efter at have bragt andres visioner til det store lærred har han nu med “Sucker Punch” langt om længe fået lov til at droppe filmatiseringerne og genindspilningerne og stå på egne ben med sit eget materiale. Det var dog noget nær den største bjørnetjeneste, filmbosserne kunne have gjort ham, og bestyrelsens ansigter må have antaget en sær kulør, da han med denne film præsenterede den værste fejlberegning siden Shyamalans katastrofale “Luftens sidste mester”.

Der er endeløst meget at kritisere ved “Sucker Punch”, og allerede få minutter inde i filmen bliver man klar over, at det først og fremmest er selve historiefortællingen, det er gået helt galt med. Sjældent er en så banal historie blevet fortalt så rodet. Den følger den levende lolitadukke Babydoll, som af sin mishandlende stedfar bliver anbragt på et sindssygehospital, hvor hun står over for at skulle have det hvide snit.

Den oplevelse er selvsagt lidt meget at skulle håndtere for den lille størrelse, og i stedet fantaserer hun sig hen til en anden verden, som var hun med i “Pans labyrint”. Nu skulle man så tro, at hun i det mindste ville drømme sig hen til et bedre sted, men nej, hun vælger at forestille sig, at hun er anbragt på et bordel, hvor hun er en blandt mange hjemløse sexkillinger, der skal lokke mænd med frække tilbud og lysten dans. Samtidig drømmer hun sig også hen til en verden, hvor hun og de letpåklædte chicks udfører farlige missioner og slås mod gasdrevne zombie-nazister, ildspyende drager og tre meter høje samuraier med maskingeværer og bazookaer.

Hvorfor præcis en teenagepige ville fantasere om noget, der mest af alt ligner et kryds mellem “Showgirls” og et tarveligt Playstation-spil er et godt spørgsmål, og der er unægtelig noget tragikomisk over, at den 45-årige Snyders drømmeprojekt til forveksling ligner en 14-årig drengs onanifantasi. Der er mange instruktører, der laver film for teenagepublikummet, men det er trods alt de færreste, som gør det med så lidt klasse som Snyder. Et element af humor, ironi eller noget Tarantinosk svælgen i dårlig smag ville have givet sagerne lidt liv og kant, men som altid er Snyder komplet blottet for den slags, og hvad der burde have været pirrende ender i stedet med at være tamt, langtrukkent og meget meget kedeligt.