[b]Verden under angreb – endnu en gang[/b]

Det må vel sige et eller andet om tidsånden, at vi efter at have set film af “E.T.”- og “Cocoon”-typen gennem 80’erne, hvori rumvæsner er nogle rare størrelser, nu atter er vendt tilbage til en type science fiction-film, der lægger sig meget tæt op ad 50’ernes mareridt om ruminvasioner med et endnu større fokus på den terroragtige destruktion.

Her er så en film, der på trods af det umiddelbart dystre emne meget vel kunne bruges som hverve-film for de amerikanske marinesoldater, der er mænd af den rette støbning, som trods al mulig modgang og nederlag kæmper videre, aldrig giver op og aldrig bliver trætte. De må juble over den her i Washington.

Filmens hovedperson er en træt marinesergent, der ønsker at trække sig fra tjenesten, selvom det er pinefuldt tydeligt, at han ikke har andet i tilværelsen at gå op i. Hans forsøg på at stoppe er selvsagt lige så håbløst som hvis han var en filmpolitimand fire dage fra pensionen, og da en intergalaktisk invasion rammer kloden i almindelighed og Los Angeles i særdeleshed, må han modvilligt atter iføre sig kamphjelmen og udføre det job, han er skabt til fra naturens hånd. Han får til opgave at stå for en lille gruppe soldater, der sættes ind for lynhurtigt at redde overlevende fra angrebet i Los Angeles, inden hæren bomber det hele tilbage til stenalderen i et desperat forsøg på at standse de teknisk overlegne rumvæsner.

Den historie er der ikke mange krummer i, men til alt held har man castet Aaron Eckhart i hovedrollen, og takket være hans tyngde som skuespiller og perfekte fremtoning som renhjertet helt får han figuren til at fungere som naturligt centrum for fortællingen til trods for et ret uinspireret manuskript. Man tør dårligt tænke på, hvordan det havde set ud, hvis f.eks. Channing Tatum var blevet tildelt selvsamme rolle.

Den naturlige autoritet er hårdt tiltrængt, for ellers består filmen næsten udelukkende af “Saving Private Ryan”-agtige scener, hvor vi placeres i kampzonen, mens kameraet ryster vildt, og fjenden for det meste knap nok anes som mere end sære silhuetter. Soldaterne råber panisk replikker som: [i]”Herovre!”[/i], [i]”Jeg er ramt!”[/i], [i]”Led efter en udvej!”[/i] og [i]”Dæk mig!”[/i] i forskellige variationer gennem næsten hele spilletiden, indtil man får en følelse af, at det i virkeligheden blot er de samme fire replikker, der bliver gentaget om og om igen. Man forventer selvsagt ikke, at de byder på de store sproglige spidsfindigheder under kampen, men dialogen bliver ikke desto mindre alligevel temmelig trættende at høre på efter et stykke tid. Når handlingen endelig standser op, er det for at levere nogle ekstremt klichefyldte taler om pligt og selvopofrelse, der hurtigt får én til at ønske, at soldaterne snart begyndte at skyde på noget igen.