[b]For fuld sandal[/b]

Stålfaste legionærer, der må kæmpe mod vilde barbarer i fremmede lande, hvidklædte senatorer med fortrinlige talegaver og blodtørstige stridsvogne, der nådesløst kværner fodfolk ned. Ja, de klassiske filmhistorier fra det gamle Rom er fulde er medrivende billeder, men i lang tid har de moderne udgaver været domineret af et overforbrug af slowmotion-effekter og copy/paste-slagmarker med digitale soldater.

Af samme årsag er det også en uventet nydelse at støde på et alternativ til de lidenskabsløse og sterile fortolkninger af de klassiske drengehistorier i denne film, der for alvor fører fortællingerne tilbage til de mennesker, de først og fremmest handler om. “The Eagle” virker i det hele taget så indifferent over for tidsånden, at det nærmest bliver helt sejt, og den lader i stedet sin beretning handle om så forældede begreber som loyalitet, ære og venskab.

Filmen centrerer sig om den unge romerske officer Marcus Aquila, som bærer på en tung byrde. Hans far stod i sin tid i spidsen for en hel legion, der marcherede ind i Britanniens mørkeste hjørne blot for at forsvinde sporløst. Med dem forsvandt også den legendariske gyldne ørn, som var et symbol på Roms storhed, og skændslen over at have mistet ørnen hænger over hovedet på Marcus som et damoklessværd: Den tvinger ham til konstant at demonstrere sit mod og sin ære ved at opsøge de mest livstruende opgaver. Ved et blodigt slag såres Marcus dog alvorligt, men da han hører rygter om, hvor guldørnen befinder sig, beslutter han at vove sig ind i det livsfarlige land, kun i selskab med sin tro slave Esca.

Penge og store budgetter kan selvsagt købe alverden, men manglen på selvsamme kan også være en fordel. Det så man i Kevin Reynolds’ “Tristan & Isolde”, og noget lignende gør sig gældende i “The Eagle”, hvor der tydeligvis ikke har været råd til de allerstørste kulisser og horder af soldater, men hvor begrænsningen faktisk er blevet en fordel. Det har tvunget filmen til at holde actionscenerne på en forholdsvis lille og personlig skala, men af samme årsag bliver de også betydelig mere vedkommende. I stedet for hele tiden at forsøge på at imponere os med vældige syn, bliver den nødt til at indfange os med sine figurer og deres dilemmaer.

Kevin Macdonald, der tidligere bl.a. har stået bag “State of Play” og “The Last King of Scotland”, har heldigvis et talent for at skabe vedkommende personkarakterstikker, og selvom han har den temmelig kedelige Channing Tatum i hovedrollen, så formår Macdonald faktisk at få skabt en hovedperson, hvis skæbne man interesserer sig for. Macdonald er også snarrådig nok til at holde fokusset ved det omskiftelige herre/slave forhold mellem Marcus og Esca, og den ellers så obligatoriske kærlighedsinteresse skæres fornuftigt helt fra. Dette er stram, økonomisk historiefortælling uden de store armsving, men også uden antydningen af overflødig fedt på sidebenene.