[b]Ustandselig underholdning[/b]

Et af Alfred Hitchcocks mange mundheld lyder: [i]”Jo bedre skurken er, desto bedre er filmen.”[/i] Det er et citat, jeg ofte gentager, for den afdøde legende har fuldstændig ret. Hvor god havde “Die Hard” mon været uden Hans Gruber? Eller hvad med “Ondskabens øjne” uden Hannibal? Og var det tilfældigt, at “Jedi-ridderen vender tilbage” ikke kunne matche “Imperiet slår igen”, eller havde det noget at gøre med, at Darth Vader var blevet mere blødsøden? Ud fra Hitchcocks ræsonnement burde “Unstoppable” i alt fald være en frygtelig film, for her er skurken et løbsk lokomotiv og helt ærligt… hvor spændende kan en film være, når heltenes modstander er en kæmpe klump metal uden hjerte, hjerne eller talløse pragtfulde punchlines i ærmet?

[i]”Ulideligt spændende!”[/i] lyder det uventede svar. Offentlig transport har faktisk ikke været så spændende på film siden “Speed”, og ligesom Jan de Bonts klassiske actionbrag om bussen med bomben kommer “Unstoppable” lynhurtigt op i gear, og den fumler næsten aldrig med koblingen. Ja, filmens titel er meget rammende. Det skal naturligvis ikke afsløres her, om det lykkes at få det løsslupne tog tvunget af sporet, men det behøver ikke være nogen hemmelighed, at “Unstoppable” bliver ved med at køre på skinner.

Som sagt spilder “Unstoppable” ikke meget tid på at komme i gang, og vi er ikke engang ti minutter inde i filmen, før vi allerede har fået etableret, at den unge togfører Will har problemer med ægteskabet, at hans aldrende mentor, Frank, har et anstrengt forhold til sine døtre, og at d’herrer har et anspændt forhold til hinanden, og, nå ja, et tog læsset med giftige kemikalier er på kollisionskurs med en amerikansk metropol, og Will og Frank er de eneste, som kan stoppe det.

Tony Scott er simpelthen en ekspert i sparsommelighed. Han kan formidle et hav af følelser eller essensen af et livslangt venskab via bare en håndfuld ord og klip, og han kan på få minutter få os til at falde pladask for sine karakterer – noget som Michael Bay ikke engang kan præstere med de 150 minutter, han normalt får af filmselskaberne. Scott er også heldig at have skuespillere som Denzel Washington og Chris Pine i hovedrollerne, som er så allerhelvedes charmerende (især i fællesskab), at man tiljubler dem fra start til slut. Washington er samtidig en af de få skuespillere, som kan formidle en hel livshistorie med et enkelt blik. Vi behøver ikke en lang svada om hans døde hustru eller svindende appetit på livet. Washingtons øjne fortæller os alt, vi behøver at vide.

Med sine blot 99 minutter er “Unstoppable” et perleeksempel på, hvordan man skruer en actionfilm sammen, som er blottet for fedt, men alligevel mætter. Her er ingen overflødige handlingsforløb, unødvendige sidekicks eller uønsket pruttehumor – kun karismatiske karakterer og sindsoprivende spændingsmomenter, som sammen slår gnister og får filmen til at bevare sit momentum. Det endelige klimaks savner desværre pondus, men når man når dertil, er man bare taknemmelig for at kunne få vejret igen.

Computereffekter er en sjældenhed – i stedet benytter filmholdet ægte jernbanetog og garvede stuntmænd, og det gør kun filmen endnu mere medrivende, men filmens Oscar-nominerede lydfolk fortjener de største klapsalver. Ved at blande toglyde med intimiderende løvebrøl forvandler lyddesignerne toget til en selvstændig, skræmmende karakter, som føles levende. Hvis bare DSB’s evigt forsinkede skinnebusser havde lige så meget fart over feltet… Tony Scotts CV har aldrig glitret lige så meget som storebror Ridleys, men i “Unstoppable” [i]skinner[/i] det igennem, at lillebroderen er den af de glorværdige Scott-brødre, som er bedst til at producere rendyrket underholdning. Hold godt fast.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Nogle vil måske mene, at diskens transfer er lidt grumset og snavset, men sådan så “Unstoppable” også ud i biografen, og filmens upolerede look er et af dens klare styrker – det gør kun filmen mere troværdig. Hverken edge-enhancement eller utilsigtet snavs forekommer, og transferet har en attraktiv, celluloidagtig tekstur, som aldrig ødelægges af digital støjreduktion. Scott har altid været glad for grønne og blå nuancer, og de generelt kølige farver gengives fornemt, og hudfarverne er aldrig tilnærmelsesvis utroværdige. Kontrasten er solid som cement, billedet er knivskarpt, og detaljerigdommen er enorm – alle svedperlerne på personernes paniske ansigter fremstår tydelige.

[b]Audio[/b]

Det kommer ikke som den store overraskelse – eftersom der er tale om et hæsblæsende actionbrag af Tony Scott – at diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er ekstremt aggressivt. “Unstoppable” byder på nogle af de bedste panoreringer, jeg mindes at have hørt. Når toget kører forbi kameraet, føles det, som om hjemmebiografen har forvandlet sig til hovedbanegården. Subwooferen bliver gang på gang sat på en alvorlig mandomsprøve, men de høje toner kommer også klokkeklart igennem. Replikkernes rumklang er indimellem en kende spinkel, men det er altså virkelig sjældent. Musikken folder sig godt ud i samtlige kanaler, og støj forekommer aldrig. Lydsporets få minusser ændrer ikke på, at dette er et af årets hidtil bedste lydspor.

[b]Ekstramateriale[/b]

Tony Scott har indtalt et lidt tørt, men informativt kommentarspor til filmen. Derudover er her omtrent 69 minutters dokumentarer, hvori skuespillerne og filmmagerne diskuterer filmens tilblivelse. De medvirkende bruger en hel del tid på at klappe hinanden på ryggen, men de bruger heldigvis endnu mere tid på spændende anekdoter. Filmens trailer er her også. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Desuden medfølger dvd-udgivelsen af filmen samt en digital kopi. Jeg kunne i øvrigt ikke få adgang til det ekstramateriale, som disken linker til på nettet – ifølge menuen må man ikke se det, når man er bosat i Danmark. Mærkværdigt.