[b]And the Oscar goes to…[/b]

Nogle gange kan det være svært at holde forventningerne nede. “Hævnen” har været en succes på alle planer. Anmelderne har jublet, billetsalget har været højt, og så er der selvfølgelig et par mindre detaljer såsom en Golden Globe og en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film. Til gengæld hænger der i undertegnedes mund stadig en mild smag af opkast, som aldrig rigtigt er forsvundet efter mødet med Susanne Biers trendsættende gennembrudsfilm, “Den eneste ene”. En smag, som har justeret forventningsniveauet en smule.

Hvor meget pis skal man finde sig i? Det er det helt store spørgsmål i “Hævnen”, der handler om de to [i]tweens[/i] Elias og Christian, som begge har deres at slås med på hjemmefronten. Christians mor er netop død efter en hård kamp mod kræft, mens Elias’ forældre er midt i en skilsmisse. Elias mobbes i skolen, men da han bliver venner med Christian, får han sig en støtte, som ikke finder sig i noget som helst. Samtidig befinder Elias’ far sig i en afrikansk flygtningelejr, som konstant terroriseres og udsættes for voldsomme overgreb af en lokal krigsherre. I sit job som læge konfronteres han gang på gang med krigsherrens forbrydelser og tvinges derfor til at genoverveje sine idealer om, hvor langt man i visse situationer kan nå med fredelig dialog frem for vold.

Susanne Bier stod som sagt bag “Den eneste ene”, i hvis kølvand der fulgte en lang række romantiske husmorkomedier. Det havde, økonomisk set, været oplagt at holde sig i samme boldgade, eftersom filmen blev en kæmpe succes, men Bier begav sig heldigvis videre i sit kunstneriske virke og leverede sidenhen en række populære dramaer, hvoraf fire af dem er skrevet af Anders Thomas Jensen. “Hævnen” er en af dem, og som altid mødes vi af nogle af Danmarks største stjerner i hovedrollerne.

Ulrich Thomsen spiller Christians triste far, og det gør han godt. Men på trods af at han er filmens største navn, besætter han en af de mindre roller. Vi ser til gengæld mere til svenske Mikael Persbrandt, der leverer en flot præstation som Elias’ far. Hans portræt af den fåmælte læge er stærkt, og man får fornemmelsen af en karakter med et solidt fundament. Ved hans side står Trine Dyrholm, der i rollen som Elias’ pressede og frustrerede mor er et af filmens mange lyspunkter. Desværre er det gået knap så godt med “Hævnen”s to børnestjerner. Både William Jøhnk Nielsen og Markus Rygaard lader til at kunne spille skuespil, men den er gal med instruktionen. De taler simpelthen alt for perfekt, og på trods af at filmen tematiserer et vist tab af barndommen, kommer de to børn i al for høj grad til at minde om små voksne. Det er synd, for med den rette personinstruktion havde deres historie virket langt mere gribende. Det er dog set værre, men også bedre.

Et af filmens få – men markante – problemer er manuskriptet. Anders Thomas Jensen er en garvet forfatter og har naturligvis styr på sit håndværk, så overordnet set fungerer historien rigtig fint. Men der er alt for lidt overladt til publikums fantasi, hvilket naturligvis også kan skyldes Biers iscenesættelse. “Hævnen” er langtfra en af de mest udpenslede film, man kan støde på, men for denne anmelders vedkommende var der ikke nok, der engagerede og aktiverede hjernen, til at historien for alvor blev interessant. Selv i en af filmens afsluttende scener, hvor man for længst har forstået grundlaget for karakterernes handlinger, får vi serveret et par replikker, der cementerer det åbenlyse – godt, så er vi alle med.

“Hævnen” er på ingen måde det mesterværk, man kunne forvente af en film, der har vundet to af filmbranchens absolut største priser. Det er dog stadig en ganske god film. I dens afgørende klimaks opnås en høj og nervepirrende intensitet, og de gennemsigtige, humanistiske spørgsmål, som historien rejser, er naturligvis guf for det ofte noget konservative Oscar-akademi. Mesterværk eller ej, herfra skal der lyde et stort tillykke til Bier og resten af holdet bag “Hævnen”.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1. Videotransferet på dvd’en er simpelthen hamrende godt! Farverne er dejligt klare med flotte hudtoner, og kontrasten er usædvanligt stabil. Der er en rigtig god skarphed, og komprimeringsartefakter er stort set ikke til at få øje på. I et enkelt klip eller to er der en sjælden hård overgang i skyggerne – en fejl, man ikke kan undgå 100%, når man arbejder med komprimerede billeder. De par sekunder skal dog ikke få lov til at overskygge et ellers perfekt transfer, som naturligvis skal have topkarakter.

[b]Audio[/b]

Dolby Digital 5.1 og DTS. Også lydsiden er utroligt vellykket. Filmen byder på et forholdsvis underspillet lydspor, hvor elementerne i surround-kanalerne ikke gør det store væsen af sig. Dialogen er utroligt klar og nærværende, og især musikken har en virkelig god fylde. Man kunne måske savne en anelse mere gang i surround-højtalerne, når vi befinder os i den afrikanske flygtningelejr, men i det store hele fungerer lydsiden rigtig godt.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ud over en trailer og en håndfuld frasorterede scener indeholder dvd’en et kvarter langt interview med Susanne Bier. Her giver hun udtryk for nogle af tankerne bag filmen og kommer også kort ind på betydningsforskellen på den danske og engelske titel (“In a Better World”). Der er gået et eller andet galt i interviewets lydmix, for nu og da bliver Biers sætninger afbrudt og overdøvet af klip fra filmen.