[b]Bourne for viderekomne[/b]

“The American” er svær at kategorisere. Det er fremragende film ofte. Den temperamentsfulde trailer antyder, at der er tale om en traditionel thriller – en anskuelse, som tilsyneladende støttes af plakaten, der afbilder en alvorlig Clooney, som er i færd med at løbe ud af billedet med en skarpladt pistol i hånden. Men selvom “The American” i perioder er sindsoprivende spændende, føles det en kende unøjagtigt at betegne den som en thriller. Man kan til gengæld uden tøven betegne den som en af sidste års mest undervurderede og oversete film.

Jovist, “The American” har de skuddueller, dramatiske konfrontationer og tempofyldte løbeture, man normalt associerer med genren, men filmen har meget lidt tilfælles med den gængse, moderne thriller, og den føles mere beslægtet med de klassiske og selvsagt mere altmodische spændingsfilm fra 1960’erne – såsom Michael Caine-thrilleren “Lynaktion Ipcress” og Jean-Pierre Melvilles “Le samouraï”. Ligesom antiheltene i de to film er Jack i “The American”, spillet af George Clooney, en lavmælt enspænder, som er en mester i kunsten at dræbe. Men efter en tragisk episode i filmens første akt føler Jack tydeligvis, at han ikke kan bære at ofre mere af sin allerede skrøbelige sjæl. Han tager imod en angiveligt sidste opgave i en italiensk flække, men hans fortid indhenter ham.

Jack kunne let have endt som en usympatisk lømmel, hvis ikke Clooney havde fået en enorm anger til at lyse ud af øjnene på en mand, som langsomt, men stædigt kæmper sig frem mod lyset. Jack er nærmest en aldrende pendant til Jason Bourne – en afdanket lejesoldat, som nu søger fred og forladelse. D’herrer er endda lige tavse og forbløffende lærenemme. Ligesom i sine mange musikvideoer smører instruktøren, hollandske Anton Corbijn, tykt på med symbolik. Lidt [i]for[/i] tykt – her med alt fra sommerfugle til religiøse tegn og bemærkninger. Men man behøver altså ikke alle de metaforer for at kunne forstå, at Jack søger syndsforladelse.

Filmen fungerer bedst, når Corbijn bare lader karaktererne føre ordet. Sjovt nok går der ofte mange minutter, hvor der ikke siges noget som helst, men det gør ikke spor, for Corbijn har samlet en stak fantastiske skuespillere, som forstår at kommunikere tusind ord med et enkelt blik. En af Corbijns største idoler er koryfæet Sergio Leone, som hollænderen hylder ved at vise et klip fra Leones majestætiske “Once Upon a Time in the West” på en bar, og ligesom Leone skildrer Corbijn det menneskelige ansigt som et landskab, hvor hver eneste grimasse fortæller en historie, og således får Corbijn formidlet et væld af følelser og informationer blot ved brug af smukke, simple nærbilleder. Hvor er det forfriskende at blive mødt med en tålmodig thriller, som tør dvæle ved detaljerne.

I kølvandet på pragtfulde præstationer i film som “Syriana”, “Michael Clayton” og “Up in the Air” brillerer Clooney endnu en gang her i “The American”. Kun et naturtalent som Clooney kan spille en stille, stoisk mand som Jack og samtidigt gøre ham så menneskelig, at man ikke kan undgå at holde af ham. Og den henrivende Violante Placido er det perfekte modstykke til Clooney i rollen som escortpigen Clara, som langsomt får Jacks iskolde skal til at krakelere. Man betvivler aldrig deres kærlighed til hinanden, og skurkene virker lige så reelle – her er ingen af de grumme, evigt leende slyngler, som James Bond-franchisen er kendt for.

Når der står action på menuen, leverer Corbijn også varen med stil – især en hæsblæsende spurt gennem landsbyens snævre gader tager kegler, og det er scener som disse, der virkelig får én til at savne Corbijns kreative indspark på MTV’s søvndyssende sendeflade. Men det er til at sluge, så længe instruktøren bliver ved med at diske op med så forrygende spillefilm som hans brillante debutfilm, “Control”, og “The American”.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.35:1. Dette er et af de bedste og mest celluloidagtige HD-transfers, jeg længe har set. Billedet er utrolig skarpt, men aldrig med edge-enhancement til følge. Den italienske landsby er spækket med gamle bygninger, og man kan se hver eneste lille sprække i deres affældige mure såvel som samtlige porer og skægstubbe på Clooneys ansigt. Farverne er kølige og naturtro, og kontrasten er upåklagelig. Filmen er spækket med dunkle skygger og nattescener, men intet går nogensinde tabt i mørket, og hverken snavs eller komprimeringsfejl optræder.

[b]Audio[/b]

“The American” er overordnet set en meget stilfærdig film. Der leveres relativt få replikker, og der er langt imellem de forholdsvis korte actionscener, hvor kanalnetværket virkelig vågner op til dåd. Men når nu Jack er evigt årvågen over for sine omgivelser, er det ganske passende, at den auditive atmosfære er spækket med dæmpede lydeffekter, som ofte antyder, at der er fare på færde. Alt fra de mindste vindpust til fjern småsnak gengives med en exceptionel klarhed. Alle replikker og lydeffekter har en superb rumklang, Herbert Grönemeyers effektive musik folder sig godt ud i samtlige højtalere, og støj forekommer aldrig. Det er ikke et lydspor, som vil blæse dig ud af stolen, men det er uhyre stemningsfuldt og passer perfekt til billederne.

[b]Ekstramateriale[/b]

Instruktør Anton Corbijn har indtalt et udmærket kommentarspor til filmen. Han gennemgår nøje sine intentioner og skabelsen af de forskellige scener, og han holder sjældent en velfortjent hvilepause. Bemærk i øvrigt, at kommentarsporet befinder sig under menuens Setup-sektion. De medfølgende slettede/forlængede scener (samlet varighed: 6 min.) er udmærkede, men man savner dem bestemt ikke i filmen. Derudover er her én enkelt dokumentar, “Journey to Redemption: The Making of The American” (11 min.), som byder på en række gode, men meget korte interviews med skuespillerne og filmmagerne. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.