[b]Magt korrumperer[/b]

Bedste venner, der dolker hinanden i ryggen… Magtsyge mænd, som svælger i sprut, kvinder og penge… Karaktermord, løgn og bedrageri… Det lyder måske nok som opskriften på det gængse Shakespeare-stykke, men der er faktisk tale om hovedingredienserne i filmen om Facebooks skabelse: “The Social Network”. [i]”Hvordan kan man dog lave en film om en hjemmeside?”[/i] spurgte talløse filmentusiaster forundret, da filmen blev annonceret. [i]”Ved at hyre to virtuoser som David Fincher og Aaron Sorkin til at klare opgaven”[/i] lyder svaret.

Jeg ved ikke, om skeptikerne havde forventet 120 minutters internetsurfing, men med en mand som Sorkin ved tastaturet kan man ikke undgå at få et manuskript, der sprutter af liv. Ligesom de fleste afsnit af Sorkins fænomenale dramaserie, “Præsidentens mænd”, farer “The Social Network” deruda’ på en ustoppelig flodbølge af rappe replikker. Men selvom man indimellem føler, at man sakker bagud i Sorins verbale omgang tagfat, føler man sig aldrig fortabt, fordi dialogernes essens altid er klokkeklar. Sorkin er en af Hollywoods dygtigste ordekvilibrister, og han vandt fortjent en Oscar for sit mesterlige manus til “The Social Network”.

Ligesom i Sorkins første spillefilm, “Et spørgsmål om ære”, tager forfatteren os ind i en retssal for at kaste lys over menneskets skyggesider. To sagsanlæg mod skaberen af Facebook, Mark Zuckerberg, er historiens omdrejningspunkt, og Sorkin krydrer dramaet i retslokalet med et væld af flashbacks, som viser, hvordan Zuckerberg udtænkte den populære hjemmeside og røvrendte næsten alle sine samarbejdspartnere på vejen mod succes – deriblandt sin bedste ven, Eduardo Saverin, som er en af dem på anklagebænken.

Selvom mange af os er på Facebook (knap halvdelen af Danmarks befolkning har i dag en profil på websitet), føles det, som om sidens stenrige bagmænd befinder sig i et helt andet univers, hvor regler og hæmninger er en saga blot. Men Sorkin og instruktør David Finchers største triumf er, at de får skåret igennem alle myterne og det bureaukratiske volapyk og når frem til de helt almindelige mennesker bag facaden: En gruppe almindelige og ufuldkomne ungkarle, som man kan relatere til, og selvom de programmerer og hacker til den helt store guldmedalje, så står følelser og drama altså øverst på filmmagernes agenda – ikke browsere og kilobytes.

Sorkin og Fincher skildrer Zuckerberg som en splejset og nærmest autistisk knægt. I virkelighedens verden er Zuckerberg en talentfuld fægter, som har haft en kæreste i årevis. Ligesom i alle autentiske dramaer pyntes der undertiden på sandheden, men ved at studere retssagernes protokoller er Sorkin nået frem til sagens kerne: Venskabet mellem Eduardo og Zuckerberg, som smuldrede, da penge og jalousi kom ind i ligningen. Det allervigtigste er, at karaktererne og begivenhederne føles troværdige inden for filmens egne rammer, og det gør de i den grad. Hvis filmen har en brist, er det, at den indimellem observerer lidt for meget fra det fjerne i stedet for at krybe helt ind under huden på karaktererne, men filmen er aldrig tilnærmelsesvis kedelig.

Jesse Eisenberg er en åbenbaring i rollen som Zuckerberg. Det mest imponerende ved Eisenbergs præstation er, at han får en smule medmenneskelighed til at skinne igennem bag Facebook-skaberens iskolde overflade, således at man aldrig mister al empati for manden. Zuckerberg er selv blevet røvrendt adskillige gange, så man får en lille, sær tilfredshed af at se ham sejre indimellem. Andrew Garfield, den nye Spider-Man, er nøjagtig lige så god i rollen som Eduardo, og deres exceptionelle kemi gør Zuckerbergs forræderi svært at bære. Og Justin Timberlake drager virkelig nytte af sin enorme charme i rollen som slangen i paradis, Napster-bagmanden Sean Parker, som overbeviser Zuckerberg om at tænke større og droppe Eduardo. Facebook fik smadret et helt særligt venskab, men David Fincher har gudskelov hevet en glimrende film ud af ruinerne.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Ligesom David Finchers seneste par film er “The Social Network” blevet skudt i HD, og overførelsen af de smukke digitale optagelser til Blu-ray er forløbet gnidningsfrit. Tynd edge-enhancement forekommer i en håndfuld skud, men resten af filmen ser så utrolig godt ud, at en topkarakter alligevel er uundgåelig. Transferet er knivskarpt, og detaljerigdommen er aldrig andet end overvældende. De generelt gyldne farver gengives perfekt, kontrasten er upåklagelig, og hverken snavs eller komprimeringsfejl forekommer.

[b]Audio[/b]

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor gengiver hver eneste lydeffekt, musikalske tone og replik klokkeklart, og selvom man aldrig ligefrem bombarderes med lyde, så bliver man suget endnu mere ind i filmens univers takket være de mange små, subtile lydeffekter. Den auditive atmosfære er simpelthen sensationel, og jeg tror aldrig, jeg har hørt en scene, der er mixet så godt som natklubscenen i kapitel 12. Hvis man lukker øjnene, er det ikke svært at forestille sig, at ens stue er blevet forvandlet til et vaskeægte diskotek. Hvem havde troet, at en dialogdreven film om nørder og hjemmesider kunne lyde så godt?

[b]Ekstramateriale[/b]

Der er blevet indtalt to kommentarspor til filmen – det ene med Fincher, det andet med Sorkin og skuespillerne Jesse Eisenberg, Andrew Garfield, Justin Timberlake, Armie Hammer og Josh Pence. Alle leverer hobevis af spændende anekdoter, men det er latterligt, at der optræder biplyde, hver gang nogen bander.

Produktionen af filmen gennemgås nøje i den fremragende “How Did They Ever Make a Movie of Facebook?”, som varer hele 93 minutter. Finchers perfektionisme er næsten skræmmende – vi ser ham gå så langt som at justere vinklen på et lille café-bord, som man knap nok ænser i baggrunden. Derudover er her fem featuretter (samlet varighed: ca. 51 min.), som gransker fotograferingen, computereffekterne (alt, man ser på computerskærmene, blev indsat [i]efter[/i] optagelserne!), lydsiden og Trent Reznor og Atticus Ross’ mageløse, Oscar-belønnede musik. Desuden medfølger en interaktiv gennemgang af skabelsen af natklubscenen. Hvad mere kan man forlange?