[b]En bager takker af[/b]

For et par år siden kom Jesper Christensen med en af sine efterhånden mange berygtede håndfaste udtalelser. I dette tilfælde var det om Erik Clausens talent, og det var ikke rosende ord, der faldt. Jeg nævnte det i undren over for en bekendt fra filmbranchen, som dog slog det hen med et træk på skuldrene. [i]”Nå ja. Han kan tillade sig at sige den slags, fordi han er Jesper Christensen.”[/i]

At være Jesper Christensen betyder i denne sammenhæng ikke mindst at være så møghamrende dygtig, at end ikke en blind ville kunne overse hans evner inden for skuespilkunsten. I “En familie” får han endnu en chance for at bevise det, og faktisk er hans præstation så stærk, at man er tilbøjelig til at se igennem fingre med en film, der ikke helt matcher niveauet.

Her spiller han familieoverhovedet Richard Rheinwald, der har drevet det vidt med den bagerforretning, der har været i familien gennem generationer. Han specialiserer sig i brød af høj kvalitet og er sågar blevet Kongelig Hofleverandør. Han døjer imidlertid også med et tiltagende svækket helbred. Rheinwald er en dominerende figur og derfor på mange måder en ideel rolle for Jesper Christensen, der som skuespiller uundgåeligt også tiltrækker sig opmærksomheden og dominansen i stort set hvilken som helst scene. Christensen er dog suppleret af glimrende skuespil fra filmens øvrige persongalleri, og det kommer bl.a. fra Lene Maria Christensen, der ses i rollen som datteren Ditte.

Hun er på mange måder sin faders modsætning, og hvor han naturligt er faldet ind i familierækken, har hun haft helt andre drømme. Ditte er en karriereorienteret ung individualist, og da en graviditet kommer i vejen for et ønskejob i New York, får hun hurtigt en abort. Alligevel bliver der rodet rundt i det hele, da faderens sygdom tager til, og spørgsmålet om, hvem der skal tage sig af ham, og hvordan familieforretningen skal videreføres, trænger sig pludselig på.

Filmen er af Pernille Fischer Christensen, der tidligere har lavet de glimrende “En soap” og “Dansen”. “En Familie” er hendes første spillefilm, som ikke har Trine Dyrholm i hovedrollen, og hvis man derfor havde en mistanke om, at de stærke kvindelige hovedrollers tid var forbi, så er det positivt at erfare, at både Lene Maria Christensen og Anne Louise Hasing er glimrende arvtagere. Samtidig har man dog en bange anelse for publikummets modtagelse, når nu filmens trailer muligvis gør den en bjørnetjeneste ved at sælge den som en opløftende beretning. Det er den ikke. “En familie” er i stedet for det meste en ret barsk og kontant fortælling om den omvæltning, som den ændrede familiestruktur kommer til at indebære, og det er bestemt ikke kun smukke syn, der vælter ud fra lærredet. Jesper Christensens anfald og sygdomsrallen er de mest skrækindjagende af slagsen, jeg overhovedet kan mindes at have overværet på denne side af Ingmar Bergmans “Hvisken og råb”, og pludselig farer ens tanker mod sin egen familie og ens egen dødelighed.