[b]Nede i det mørke hul[/b]

Det er ingen hemmelighed, at James Cameron er vild med uudforskede steder under vandet, og set ud fra den betragtning skulle der være al mulig grund til at se frem til en film om netop dette emne fra hans hånd. Camerons “Dybet” udspillede sig jo som bekendt under lignende forhold, og den gjorde fornem brug af det klaustrofobiske klima.

Der er dog et stort [i]men[/i] i den forbindelse, og det er, at selvom James Camerons navn og filmtitlerne “Titanic” og “Avatar” pryder plakaten til “Sanctum” med den helt store skrift, så afslører den mindre af slagsen, at han altså kun har været involveret som executive producer – en titel, som for de fleste nok er en temmelig uklar størrelse, men som mere eller mindre betyder, at han ikke har haft hænderne nede i selve produktionen.

I stedet er vi vidne til en australsk produktion, hvor de tunge 3D-kameraer fra “Avatar” flyttes bort fra de blå væsner og rettes mod mørke undersøiske grotter. Her er et hold af dykkere ved at udforske en af verdens største grotter i håb om at finde en ny underjordisk gang. Hvorfor præcis de er så interesseret i den står ikke helt klart for mig, og måske er den eneste grund blot den, at ingen andre har fundet den før. Gangen fungerer under alle omstændigheder som påskud for at lokke holdet dybt ned i afgrunden, og den bliver deres eneste chance for at overleve, da en storm forsegler grotten over deres hoveder. De må svømme, klatre og kravle gennem de smalle og livstruende grotter i det spinkle håb om at finde en vej ud af dødsfælden.

James Cameron får ganske vist tit på puklen for de genkendelige arketyper og fortællinger, han anvender i sine film, men guderne skal vide, at han næppe nogensinde ville lave en film med så forudsigelig og flad en udformning som “Sanctum”. Faktisk er selve historien så uinspireret fortalt, at man ofte har følelsen af at overvære en Disney-film eller et middelmådigt afsnit af “MacGyver” – minus opfindelser og bundesligahår. Filmen er proppet med velkendte typer: den egoistiske pengemand, den erfarne, men indesluttede dykker, hans forsmåede søn samt den hotte babe, som filmen selvsagt finder på en undskyldning til at få klædt af – om end kun i et kort øjeblik. Som i en teenage-slasher må man tålmodigt vente, mens ulykkerne undervejs bliver flere og flere, og det lille hold en efter en bliver et besætningsmedlem mindre.

Rækkefølgen er en forudsigelig affære – dem med færrest replikker aflives hurtigst og dem med flest sidst – men problemet er imidlertid først og fremmest, at filmen aldrig formår at få sit publikum involveret i figurerne. Man sidder i stedet tilbage med en følelse af at være et meget dårligt menneske, når nu endnu en b-skuespiller må lade livet, og man som tilskuer end ikke kan mønstre empati nok til at trække på skuldrene.