[b]Fascinerende undervandsballet[/b]

Når man tænker over det, så er det faktisk ret utroligt. Vi udforsker fremmede planeter, splitter atomer ad og sender satellitter ud i rummet, og alligevel er det kun en brøkdel af verdenshavene, vi har udforsket. Det har folkene bag “Oceans” besluttet sig for at gøre noget ved og har gennem de seneste fire år udforsket den blå planets mørke dyb med avanceret kameraudstyr, der lader os komme helt tæt på en ukendt verden.

Ligesom sidste års fremragende dokumentarfilm “Earth” lader “Oceans” ofte billederne og musikken tale for sig selv, og den minder til tider mere om en ballet end en regulær dokumentarfilm. Når delfinerne danser igennem vandet akkompagneret af klassisk musik, eller fuglene dykker ned som missiler for at fange en stime fisk til tonerne af øredøvende violiner, er det både smukt og fascinerende. Men desværre også en smule kedeligt i længden.

Har man først set én delfin slå en saltomortale, har man set dem alle. Det samme gælder, når de store hvaler laver bølgeskvulp med deres giganthaler i slowmotion. Det ser rigtig godt ud, men det er ærlig talt ikke særlig ophidsende at se på mere end et par gange. “Oceans” har en tendens til at fokusere på de mere velkendte dyr og dvæle lidt for meget ved nuttede delfiner, skøre pingviner og søde søløver.

En af filmens bedste scener er en bizar slåskamp mellem det, der bedst kan beskrives som et uheldigt samleje mellem en reje og en krabbe og en fiskelignende ting med ben. Her bliver det ren science fiction, og man griner og fascineres af de underlige dyr på havets bund. Det havde klædt “Oceans” med flere af den slags uhyrer fra den blå lagune, som man ikke sådan lige zapper forbi på Discovery Channel.

[i]”Måske kan havets vidunderlige skabninger kun opleves i zoologisk haver i fremtiden?”[/i] spår filmens fortæller under et mærkeligt fiktivt indslag, hvor et lille barn står med sin bedstefar og kigger ind i et kæmpe akvarium. Der er absolut ikke noget galt i at få os til at tænke over, hvordan vi behandler havet og dets beboere. Men i en film som “Oceans”, der for det meste blot lader billederne tale, virker det malplaceret og irriterende halvhjertet pludselig at lade fortælleren spille på de samme tangenter som Michael Moore.