[b]Død ved ankomst[/b]

Omtrent tyve minutter inde i Clint Eastwoods “Hereafter” stod det klart for mig, at jeg ville få gevaldige problemer med at sluge præmissen i denne film. Folk er for min skyld velkommen til at tro på lige det vås, de vil, hvad enten det drejer sig om astrallegemer, magiske penduler, horoskoper eller healing-sten, men når nogen taler om de mange uigendrivelige beviser for, at vi kan kommunikere med afdøde personer, får det min indre [i]bullshit-detector[/i] til at lyse op som en flippermaskine.

Det er ikke, fordi jeg har det mindste imod tilstedeværelsen af overnaturlige elementer i film, men der er trods alt en stor forskel på, hvorvidt man præsenterer dem som et underholdningselement ligesom i “Paranormal Activity” eller som noget, der i sig selv skal tages alvorligt. Sidstnævnte kræver balance og tankevirksomhed, hvis det ikke skal blive en tarvelig omgang new age-skrald, som leverer lette svar på svære spørgsmål, og det er beklageligvis en finfølelse, der er fuldstændigt fraværende her.

Filmen starter ellers lovende med en særdeles imponerende sekvens, hvori den berygtede tsunami vælter ind over en strandby i Indonesien. Man bliver bogstaveligt talt revet med flodbølgen, mens de massive vandmasser foretager deres dødbringende rasen. Med i bølgerne er den franske tv-journalist Marie, og da hun får en nærdødsoplevelse, hvori hun ser sære syner, har hun efterfølgende svært ved at vende tilbage til den daglige rutine i Paris. På den anden side af kloden har George – spillet af Matt Damon – derimod intet ønske om at opsøge de hinsides kræfter. Han har tidligere levet som professionelt medie, men nu vil han mest af alt bare være i fred, så han kan få en mere normal tilværelse med kone og børn.

At George har svært ved at få nedlagt damer pga. stemmerne i hans hoved er selvfølgelig træls for ham, men trods alt temmelig svært at hidse sig op over for os. Tilgengæld lægges der op til det helt store tudedrama i den tredje del af fortællingen, hvor vi følger en dreng, hvis tvillingebror bliver dræbt i en trafikulykke. At smide et barnedødsfald ind i en historie er et af de billigste, men sædvanligvis også mest effektive måder at få publikummet til at blive bevæget, og det er et gevaldigt tegn på, at der er et eller andet helt galt i fortællingen, da dødsfaldet indtræffer uden, at det har synderligt pondus.

At Clint Eastwoods modne karriere som instruktør har været imponerende kan dårlig nægtes, men samtidig har hans seneste film også haft en tendens til at bevæge sig i tiltagende upersonlig retning. Man fornemmer stadig hans bid i fokuserede skarptskårne film som “Gran Torino” og “Million Dollar Baby”, men til gengæld har værker som “Changeling” og “Invictus” været af de mere høfligt pæne, men også småkedelige slags. Til den stime kan vi nu også regne “Hereafter”, hvor Eastwoods filmhåndværk som sådan er i orden, men hvor produktet som helhed ikke desto mindre er en personlighedsløs størrelse. Dertil skal så lægges et sentimentalt og forvrøvlet manuskript, der alligevel tager sig selv så frygteligt alvorligt og udviser ekstrem dårlig smag ved at blande virkelige terrorhandlinger og katastrofer ind i sin tvivlsomme handling.