[b]I hjemmets kolde favn[/b]

Dysfunktionelle familier er et forholdsvist velkendt emne i film, men man ville alligevel få svært ved at finde familieforhold, som er mere bizarre end dem, der udspiller sig i “Dogtooth”.

Der er mange familier, skoler og religiøse organisationer, der ihærdigt forsøger på at styre, hvad børnene lærer – og hvad de absolut ikke må få at vide – men den familie, der præsenteres i denne fabel, har taget skridtet til et helt andet niveau. Familien, der forbliver navnløs, består af to forældre og to næsten voksne døtre og en søn. De bor på et landsted i Grækenland, der er omgivet af en høj mur og sikkerhedsudstyr, der ikke alene tjener til at holde fremmede ude, men også til at holde familien inde. Kun faderen forlader hjemmet for at køre på arbejde. Resten er konstant indespærret.

Børnene ved intet om verdenen udenfor, som forældrene beskriver som et voldsomt sted, hvor dødsensfarlige menneskeædende dyr vandrer rundt. Alle ord, der refererer til noget udenfor, tillægges en anden betydning, således at intet kan gennemtrænge denne perfekte overflade. Alligevel bliver det tydeligt, at et eller andet er alvorligt galt med børnene. De er som voksne udgaver af Van Trapp-ungerne fra “The Sound of Music”. Fanget i en bizar afmægtig tilstand, hvor reglerne skal følges til punkt og prikke, men den grundlæggende menneskelige dimension er helt fraværende.

Stilen minder næsten om en Michael Haneke-film, hvor instruktørens skalpel føres grusomt, og hvor blodige forstyrrede gerninger aldrig er langt fra at blive til virkelighed. Følelsen af uforudsigelighed styrkes ikke mindst, fordi kameraet forbliver lige passivt observerende, om der så klippes græs eller lemlæstes dyr. Det er som om, det alt sammen er lige væsentligt eller lige uvæsentligt i denne virkelighed. Samtidig er filmen dog også forsynet med en sortkomisk tone, som man næppe ville finde i en Haneke-film, men mere peger i retning af Luis Buñuels lune. Humoren bliver indimellem decideret lavkomisk, men ofte er tingene så absurd vanvittige, at man tager sig selv i at grine, fordi man simpelthen ikke ved, hvordan man ellers skal reagere.

“Dogtooth” er nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film, hvilket i sig selv er en kilde til undren. Vi er meget, meget langt fra de konkurrerende Oscar-tårepersere “Biutiful” og den danske “Hævnen”. Synsvinklen er kølig distanceret her, og i stedet har filmen placeret os i et slags menneskeligt laboratorium, hvor det mere er vores tankevirksomhed end tårekanaler, der bliver stimuleret. Endnu mindre Oscar-venlige er de udpenslede samlejescener, der ikke overlader meget til fantasien, men som føjer til den kliniske skrabede tone. Filmen er af Giorgos Lanthimos, som sandsynligvis tager sit første skridt ind i auteur-verdenen med denne film. Han demonstrerer en fornemmelse for at opbygge scener på imponerende vis, men viser også en evne til visuelt at skabe kompositioner og sekvenser, der sidder fast på nethinden længe efter. Kun slutningen falder en smule svagt.