[b]Bedste dvd-udgivelse i 2010?[/b]

Danmark er i krig. Det er ikke noget, de fleste mennesker tænker på i deres hverdag, men for en gruppe udsendte danskere er krigen i det asiatiske uland Afghanistan en realitet, man skal tage stilling til hver eneste dag. I 2009 tog dokumentaristen Janus Metz Pedersen med en dansk deling til basen Armadillo i Helmand-provinsen for at følge livet i ørkenlandet, hvor Taliban med jævne mellemrum retter angreb mod soldaterne. Det er der kommet en fremragende dokumentar ud af, som vandt publikumsprisen i Cannes i 2010.

Janus Metz Pedersen og hans filmhold med nosser af stål har valgt at lave en dokumentar, hvor de langtfra indtager den objektive position. Ej heller er filmen hverken prædikende eller moraliserende, nej, det er lykkes dem at tilgå emnet som fluen på væggen – men en flue med en klar mening. Kameraet er den usynlige fortæller, som aldrig gør opmærksom på sig selv eller bryder ind i soldaternes hverdag, hvilket er med til at give dokumentaren det fiktive præg, som i høj grad kendetegner den.

“Armadillo” minder om en skøn blanding mellem Kathryn Bigelows “The Hurt Locker” og en film af Paul Greengrass. I et kaos af skudild og eksplosioner forsøger kameraet at følge med, når de danske soldater angribes af Taliban – den diffuse, men konkrete trussel, der konstant hænger over hovedet på de unge mænd. Der underbygges med minimalistisk musik, der har præcis samme funktion som i fiktive film, nemlig at slå en stemning an – i dette tilfælde en følelse af undertrykt anspændthed og dystre forventninger.

Dog glemmer man aldrig, at historien, der udspiller sig for ens øjne, er ganske virkelig. Janus Metz Pedersen har efter alt at dømme formået at skabe et afslappet forhold mellem soldaterne og hans filmhold, og dermed kommer der sandheder frem, som let kan forarge pacifisterne i de danske sofaer.

Som f.eks. da en soldat, efter en lille pige er blevet dræbt af danske mortérgranater, erklærer, at han ikke føler sig berørt af situationen. For hvorfor skulle han – det gør vi andre herhjemme jo heller ikke, når vi i nyhederne hører om død og ødelæggelse på den anden side af kloden. Udsagnet bliver et uforglemmeligt billede på den virkelighed, soldaterne lever i. En virkelighed, hvor man er nødt til at se på verden med utilitaristiske og i nogen grad kyniske øjne for at udholde den intense hverdag.

Er det i orden at lave et dokumenterende stykke arbejde, som skal oplyse verden om krigens hverdag, og samtidig pynte på virkeligheden, så den næsten fremstår fiktiv? Ja, naturligvis er det det. For en dokumentarist handler det om at komme ind under huden på folk, men et kamera og en mikrofon kan i sig selv aldrig reproducere den intensitet og kompleksitet, som den givne situation byder på, og derfor må man naturligvis gøre, hvad man kan for at inducere de tilstedeværende stemninger i beskueren. Og det lykkes i høj grad for “Armadillo”, som uden løftede pegefingre formår at formidle et subjektivt, men ærligt syn på krigen i Afghanistan.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 16:9. Under produktionen er “Armadillo” filmet under meget varierende lysforhold, og når der ikke er tid og mulighed for at sætte lys, vil der i mørke scener, hvor man er nødt til at skrue kunstigt op for kameraets lysfølsomhed, opstå støj. I nærværende film er der dog kompenseret for dette pga. filmens stærkt æstetiserede look, hvor en meget lav farvemætning og ekstremt hårde kontraster præger billedet. Kigger man alene på dvd-transferet, er der ingen nævneværdige komprimeringsartefakter, og den hårde kontrast er utroligt stabil. Der er kort sagt et virkelig flot videspor på dvd’en – især hvis man tager i betragtning, hvor slemt det kunne stå til med så svære produktionsforhold.

[b]Audio[/b]

DTS og Dolby Digital 5.1. Man kan ikke forvente, at en dokumentar skal have et lige så velproduceret lydspor som en fiktionsfilm, men “Armadillo” overrasker utroligt positivt. Stemmerne fra de medvirkende er dejligt nærværende, og den stemningsfulde musik har en fantastisk fylde. Sub’en bruges grundigt med intensitetsskabende, dybe trommeslag, når soldaterne drager på patrulje, og kuglerne flyver om ørerne på én. Lækkert!

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd’en byder på en god portion ekstramateriale i form af seks små dokumentarer, som består af fraklip fra selve filmen. Disse fremstår knap så fiktive, idet de hverken er farvetonede eller tilsat musik, men har mange interessante scener – bl.a. nogle ekstra kampscener fra soldaternes ankomst i Afghanistan. Derudover viser en af dokumentarerne, hvordan en soldat bryder mere og mere sammen, efter en lille pige er blevet dræbt af de danske granater. Han udviser alle tegn på en begyndende depression og vælger at tage hjem. Til sidst er der et udmærket interview med Janus Metz Pedersen, som fortæller lidt om sine tanker og ideer angående filmen.