[b]Fandens elevator[/b]

[i]”From the mind of M. Night Shyamalan”[/i] bekendtgør plakaten til “Devil” stolt, og selvom det måske mere lyder som en trussel end en reklame nu om stunder, så ligger der faktisk en ganske påhitsom ide til grund for filmen.

Shyamalan har hverken skrevet eller instrueret “Devil”, men det er ham, der har udtænkt selve grundkonceptet: Fem vidt fremmede mennesker spærres inde i den samme elevator med hinanden, men må rædselsslagne erkende, at med som passager er også en seriemorder, der lader til at være i besiddelse af nærmest overnaturlige evner og måske rent faktisk er djævlen selv. Det er lige præcis sådan et udgangspunkt, en instruktør som Alfred Hitchcock kunne have fået noget ekstremt effektivt ud af, men den gamle mester er jo beklageligvis ikke blandt os længere, og der er ikke meget, der tyder på, at hans arvtagere er at finde blandt nogle af denne films skabere.

“Devil” begynder ellers lovende med nogle atmosfæriske omvendte billeder af storbyen, hvor det drabelige drama skal udspille sig. Vi er dog ikke mere end et par minutter inde i filmen, før et selvmord udspiller sig. Det er et dårligt varsel, får vi straks at vide af fortællerstemmen, som snart bliver et irritationspunkt i filmen og en anledning til, at en del af uhyggen hurtigt går fløjten. Vi behøver dårlig at få forklaret, at et selvmord er skidt nyt, og man tager hurtigt sig selv i at spekulere på, hvor meget bedre hele opsætningen ville være, hvis vi var mere i tvivl om, hvad der egentlig sker.

Vi følger fem forskellige velkendte typer: Der er den iltre gamle dame, den stilfærdige mekaniker, den smækre sild, den usympatiske sælger og vagten, der ikke har helt så meget styr på sagerne, som han burde. De komme alle til at dele ufrivilligt meget tid sammen, da elevatoren går i stå i et højhus, og det viser sig at være en vanskelig sag at få dem ud igen. Én efter én bliver de i stedet elimineret af ukendte kræfter, mens stressen tager til, og ligene begynder at hobe sig op i elevatoren.

Det kunne meget vel have været en klaustrofobisk kvælende oplevelse, men den egentlige skræk udebliver alligevel, bl.a. fordi historien også handler om sikkerheds- og politifolkene udenfor, der via skærme kan følge med i begivenhederne, og faktisk kommer deres andel af historien til at fylde så meget, at personerne i elevatoren bliver reduceret til bifigurer. Det havde utvivlsomt været betydeligt mere effektivt, hvis filmskaberne havde turde vove pelsen og lade hele filmen udspille sig i elevatoren. Som det er, gives vi for meget tid til at slappe af og komme ud af stemningen.