[b]Mere af det samme fock[/b]
Det er blot at påpege det åbenlyse, når man skriver, at Hollywood er styret af penge og ofte ikke meget andet, men faktum er imidlertid, at Hollywood er styret af penge og ofte ikke meget andet. De sikre hits trækkes frem til den sidste femøre er indtjent, for så længe man fornemmer, at flere kan tjenes, er der jo ingen grund til at standse, vel?
[image=56221]
Det må i hvert fald have været den tanke, der har ligget bagved en film som “Meet the Parents – Little Fockers”, der bestemt ikke bidrager med meget andet end blot flere af de samme slags vittigheder, vi allerede har hørt i de to forrige film, og nu får den tvivlsomme fornøjelse af også at blive ført igennem i denne tredje omgang. Som sædvanlig udfyldes hovedrollerne af Robert De Niro og Ben Stiller, der henholdsvis spiller knudemanden Jack Byrnes og den usikre herre med det kiksede navn Greg Focker. De er jo selvsagt begge glimrende skuespillere, og det er ikke mindst en lidt sørgmodig tanke, at hvor Ben Stillers fremragende præstation i “Greenberg” aldrig nåede frem til de danske biografer, så gjorde hans hæderlige, men trods alt langt mere rutinepræget omgang i denne film det.
Den første film handlede som bekendt om Stillers figurs første anstrengende møde med de kommende svigerforældre, og filmen fungerede ikke mindst som komedie, fordi så mange af os kun alt for godt kunne genkende situationen. Den anden bragte de nye svigerforældre i konflikt med den gode Hr. Fockers egne forældre, og det blev ligeledes et noget ukomfortabelt møde mellem aldrende hippier og stivnakker.
[image=56220]
Hvad denne film i grunden handler om er derimod mere vagt, for ingen klar overordnet historie lader til at være til stede. Der er noget med et familiebesøg, lidt om et kommende huskøb samt noget om Robert De Niro-figurens ønske om, at Focker bliver familiens nye overhoved, men ingen af disse begivenheder lader til at være mere end halvt gennemtænkte. Man tager sig selv i at spekulere over, om det mon skyldes et manuskript, der er blevet skrevet om for mange gange og derved har mistet fokus? I stedet for nye emner hives gamle konflikter atter frem, men hvor disse virkede i den første film, så bliver de temmelig bizarre i denne. Det gælder ikke mindst for De Niros figur. Det var sjovt kikset, da han i den første film prøvede at lokke datteren til at skifte Fockeren ud med hans egen foretrukne potentielle svigersøn, men nu hvor de er gift og har børn, virker det nærmere småpsykotisk, når han forsøger det samme nummer her.
Ellers så hører humoren mest til den usjove anstrengende slags, hvor de morsomme optrin er for forcerede til for alvor at sætte gang i lattermusklerne. Jessica Alba dukker op som en sexhungerende størrelse ved navn Andi Gracia, og at det navn har en vis lighed med en velkendt skuespillers synes manuskriptforfatterne åbenbart er så morsomt, at vittigheden skal gentages utallige gange gennem filmen. Selv en oplagt lavkomisk scene, der involverer Jack Byrnes erigerede lem, kan knap nok høste mere end et lavmælt kluk.
[image=52718]