[b]Miraklernes tyranni[/b]

Mirakler og helbredelser er på mange måder en ukomfortabel størrelse. Hvis Gud vælger at helbrede den ene, hvorfor svigter han så den anden, og hvordan skelner man overhovedet mellem, hvad der er guddommelig indgriben, og hvad der blot er et af de sjældne medicinske under?

Netop disse spørgsmål kommer under den granskende lup i “Miraklet i Lourdes”, der ser nærmere på de desperate forhåbninger, som hvert år driver tusindvis af syge til Lourdes i det spinkle håb om at bliver helbredt via et mirakel. Den lille by har en særlig position inden for kirken og har trods sin ringe størrelse et utal af hoteller, hvor de håbefulde kan indfinde sig.

Dermed er der lagt op til en grovkornet satire, men filmen styrer behændigt udenom den komplette udlevering af mirakel-industrien, der ellers ligger for hånden, og undgår derfor også at blive usympatisk nedladende over for de arme mennesker, man dårligt kan fortænke i at gribe efter ethvert halmstrå. Observationerne er imidlertid alligevel ganske bidende, og vi bemærker hurtigt de sociale spilleregler, hvor opdelingen mellem de raske og de syge er massiv. De unge kvindelige hjælperne kører rundt med rullestolene, men er mere optaget af at flirte med soldaterne, mens de lidende holder kritisk øje med hinanden og overvejer, hvem der mon er mest værdig til at modtage Guds frelsende hånd.

Blandt dem er Christine, der er ramt af en omfattende sklerose, som har efterladt hende hjælpeløst paralyseret og ude af stand til at bevæge andet end hovedet. Hun må hjælpes med alt og må ydmygende mades og klædes af og på som et spædbarn. Sylvie Testud spiller hende med indtagende skyhed, som en kvinde der er blevet grusomt standset midt i et spirende liv, og vi fornemmer, at det mere er håbet om at genvinde det tabte liv end nogen form for religiøs følelse, der har drevet hende til Lourdes. Som titlen fortæller, indtræffer der sig ganske rigtigt et mirakel, men det bliver ikke desto mindre en mere problematisk begivenhed end forventet, og snart breder misundelsen sig blandt de syge, mens angsten for, at miraklet alligevel blot er en midlertidig bedring, indtræffer. Kirkens måde at håndtere sagen er for at sige det mildt problematisk. Den tilsyneladende helbredte fejres og får som belønning en Oscar-lignende figur af Jomfru Maria, som om vedkommende havde vundet en slags konkurrence.

Jessica Hausner har både skrevet og stået bag kameraet, og hun forsyner filmen med en smuk billedside, hvor farverne for det meste er holdt i kølige toner. Kameraet bevæger sig sjældent og kun meget behersket, og for det meste ser vi begivenhederne i en armslængde fra hovedpersonerne. Selve miraklet er totalt underspillet i sin udførsel, hvilket helt bevidst også efterlader én i tvivl om, hvorvidt det nu også er guddommelig indgriben eller ej, vi er vidne til. Hausner giver filmen en intellektuel udformning ikke ulige en Luis Buñuel-film, hvor ideer illustreres gennem handlingen, og hvor den sparsomme dialog antyder de overordnede problemstillinger.