[b]Stille desperation[/b]

Præmissen er nærmest selve definitionen på enkelthed: En mand stiger ind i en taxa og beder chaufføren om at køre ham ud til et øde bjergsted ved navn Blowing Rock på en bestemt dato. [i]”Du behøver kun køre mig derud,”[/i] forklarer han. [i]”Du har da ikke tænkt dig at springe ud fra den?”[/i] spørger taxachaufføren lidt paf, men mødes kun med tavshed fra sin passager.

Det er mere eller mindre sagen i en nøddeskal, og det fremragende ved “Goodbye Solo” er ikke så meget det, at selve historien i sig selv er så vanvittig opfindsom eller fuld af overraskelser, men derimod, at den formår at få så meget ud af sit simple udgangspunkt. Her er det to mennesker, der er på vidt forskellige stadier i deres liv, hvis skæbner kommer til at krydse hinanden, og selvom det grundlæggende lyder som en historie, vi har hørt mange gange før, så kan jeg alligevel ikke mindes nogensinde at have fået fortalt den helt på samme måde som i denne fim.

Taxachaufføren er en indvander fra Senegal, som bliver kaldt Solo. Han bryder sig ikke synderligt om køretjansen og har ambitioner om at drive det meget videre. Med sit første barn på vej har han brug for pengene, og eftersom den ældre passager ved navn William er villig til at betale flot, burde han vel bare sige tak og tage imod? Det skærer imidlertid Solo i hjertet at se den gamle mand være så livstræt og udslidt, og han forsøger med alle midler at komme bag Williams uvenlige skal og få ham til at skifte mening.

Dermed bliver filmen en konfrontation mellem to kræfter i form af Solo, der så frygtelig gerne vil hjælpe, og William, der ikke ønsker at modtage nogen omsorg eller medfølelse. På hver sin måde udgør figurene hver deres perfekte illustration af begge disse kræfter. Med sin evigt-smilende, åbne og imødekommende fremtoning er det svært at forestille sig, at nogen kan undgå at blive bare lidt opblødt af Souleymane Sy Savane, der udfylder rollen som Solo. Red West leverer til gengæld et indesluttet hærget ansigt til William, hvor hver eneste rynke ligner et ar. Filmen dvæler ved hans medtagede udseende og udbrændte øjne, der fortæller langt mere om hans baggrund, end han nogensinde selv gør.

Filmen er instrueret af Ramin Bahrani, der går for at være en af de fremstormende amerikanske filmskabere, man bør holde øje med, og at dømme efter dette værk så er der bestemt også noget om snakken. Han besidder den grundlæggende nysgerrighed, som er så vigtig for denne slags film, og formår at skabe to overbevisende figurer, som begge virker både troværdige og vedkommende. Mange emner lurer under overfladen i filmen, hvis underspillede og tilbageholdende natur hurtigt vækker ens egen nysgerrighed og tanker. Solos baggrund gør ham forbløffet over den behandling, som ældre mødes med i den vestelige verden, og Williams manglende meddelsomhed antænder et behov hos Solo for at gøre en forskel. Samtidig bliver hans hjælpsomhed dog også næsten chikanerende, og gentagne gange mødes han med temmelig håndfaste afvisninger, der ærlig talt ikke er fuldstændig ufortjente.