[b]I familiens greb[/b]

Der er noget imponerende, bensnærende og decideret sexet over en film, der allerede fra første billede lægger atmosfæren an og højlydt erklærer, at den helhjertet tilegner sig en bestemt distinkt stil, som er ganske upåvirket af tidens vilkårlige trends.

Netop sådan en er “Io sono l’amore” (eller mere mundret “Jeg er kærlighed”), og alene den svulmende titel antyder, hvad vi her bliver vidne til: Et to timer langt, grandiost melodrama fortalt i storladen stil og med nok visuel power til at slå sokkerne af en farveblind.

Filmen centrerer sig om Emma, spillet af Tilda Swinton, der til lejligheden begår sig på flydende italiensk. Hun er en russisk immigrant, som har giftet sig ind i en af Italiens magtfulde og traditionsbundne familier. Recchi-slægten har skabt sig en formue på en vævefabrik, og som hustru til den daglige leder må Emma holde på formerne og levere det perfekte udtryk. Alt lader da også til at være den rene perfektion indtil en skæbnesvanger familiefest, hvor der skubbes lige så stille til den kogende gryde, og det første anslag til oprørte vande vækkes. Bedstefaderen erklærer sin fratrædelse som firmaets overhoved, men udnævner to arvefølgere i stedet for blot Emmas husbond, som det ellers forventes, og samtidig møder Emma en ung kok, der næsten ubemærket har efterladt sit indtryk.

Luksuriøse syn fylder lærredet fra ene til anden, og vi fremvises overdådige malerier, landskaber, bygninger og anretninger, men intet stjæler dog opmærksomheden som Tilda Swinton, der som en græsk statue udgør familiens perfekte ansigt udadtil. Samtidig er hun dog også en besynderlig hul skikkelse, og vi fornemmer, at hun ganske vist er blevet gift ind i den stenrige familie, men de betragter hende mere som en slags udvidet tjener end en egentlig ligeværdig. Samværet med manden er høfligt reserveret, og selv forholdet til børnene er besynderligt formularisk. Rigtigt til live synes hun først at komme, da hendes datter viser sig at være lesbisk – en oplysning, hun næsten bliver absurd glad over at høre. Aner hun her en skjult identifikation med datterens undertrykte længsler og drifter?

De drifter kommer selvsagt for sin dag, men “Io sono l’amore” er ikke interesseret i at malke melodramaet på den sædvanlige vis og lader i stedet hovedsagligt lysterne udspilles i det antydede, så den manglende reaktion til tider har en næsten foruroligende effekt. At vi alligevel fornemmer dem så kraftigt længe inden, de realiseres, skyldes ikke mindst Tilda Swintons præstation. Hun er slet og ret formidabel til at formidle den indre uro, og hendes tiltagende desperation bliver sønderrivende at overvære. Hendes sanselige side vækkes af delikate nærbilleder af mad – det må anbefales at have spist inden filmen starter – og selvom disse samt billederne af et elskende par i en blomstermark meget vel kunne have blevet kitschede, så formår instruktøren Luca Guadagnino at få det til at fungere.