[b]Dette er mørke tider[/b]

Efter syv film, ni år og guderne må vide, hvor mange solgte billetter, kan det ikke længere skjules, at vi nærmer os afslutningen på den famøse filmserie om den ukuelige dreng med arret i panden.

Inden den plagede Hr. Potter kan gemme tryllestaven væk i sokkeskuffen, er der dog ikke alene en, men to film til at dække den sidste bog, og at dømme efter begivenhederne i denne film kommer det ikke til at gå stille af sig. De tidligere film har langsomt, men sikkert bevæget sig i en tiltagende mørk retning, og den udvikling fortsætter med “Harry Potter og dødsregalierne: Del 1”, hvor den sidste rest af tryg sikkerhed bliver skudt i sænk.

Filmen åbner selvsikkert abrupt med Bill Nighys ansigt, der kigger direkte mod kameraet og konstaterer, at [i]”Dette er mørke tider.”[/i] Det er ingen overdrivelse. Dumbledore er borte, og de gode kræfter kan knap nok magte at beskytte Harry mod de konstante angreb, som Voldemorts håndlangere udsætter ham for. Trylleformularer udsiges i ét væk, og de gode troldmænd må én efter én bukke under for den alt omsiggribende ondskab, der truer med at tage livet af dem alle. Væk er også Hogwarts sikre vægge, og i stedet må det berømte trekløver forsøge at overleve skjult og isoleret fra omverden, mens de leder efter de horcruxer, der er nøglen til den onde Voldemorts ødelæggelse.

Vi tager i det hele taget et stort skridt væk fra de tidligere film med “Harry Potter og dødsregalierne: Del I”, der fuldstændig bryder med den velkendte 1 år-på-Hogwarts-struktur. Filmen fortsætter direkte fra, hvor den sidste slap og vil formentlig ikke give meget mening for nyankommne – men det er nu efterhånden også svært at forestille sig, at der er mange uindviede tilbage. De mindste vil nok også være hårdt prøvet med denne film, der har en anderledes barsk tone, som indimellem næsten tangerer en mild gyser. Folk kommer blodigt til skade, en af hovedpersonerne bliver tortureret, og enhver med en fobi for slanger vil få lyst til at gemme sig langt ned under biografstolen.

Filmen er den tredje i rækken, som David Yates har instrueret, og er alt i alt hans mest tilfredsstillende forsøg. Han er stærkest i de mindre personorienterede scener, men virker til gengæld ganske vag i de mere actionprægede af slagsen. En tidlig scooterjagt er kompetent, men temmelig anonymt skruet sammen, og det bliver desværre gældende for filmens actionscener, der er ganske ordinære. Af samme årsag er det også en fordel, at der denne gang er mere fokus på vor hovedpersoners personlige kvaler, og hvor tidligere film ofte hastede restløst videre fra scene til scene, som en gepard på speed, så vover Yates pelsen ved at sætte tempoet ned og gøre filmen til en mere eftertænksom fortælling. Mange af de centrale konflikter foregår lang væk fra vores hovedpersoner, hvilket giver stilheden en urolig følelse. Det er som at være i skrøbelig sikkerhed i orkanens øje, hvor vinden hvert øjeblik kan vende og verden bryde sammen. Et positivt bidrag bliver også et animeret skyggespil, der smukt og effektivt fortæller sagnet bag dødsregalierne.