[b]En sjæleløs fortælling[/b]

Paul Giamatti har efterhånden gjort sig bemærket i en del roller – både som bikarakter og hovedrolle. Man finder ham ofte på independent-scenen, hvor han især har imponeret som lettere depressiv vinconnaisseur i den fremragende “Sideways”, men et kig på hans filmografi afslører også roller i store produktioner som f.eks. “Saving Private Ryan” og The Truman Show”. I “Cold Souls” har Giamatti scoret endnu en hovedrolle, hvor han har fået til opgave at portrættere ingen andre end… sig selv.

Skuespilleren Paul Giamatti er i færd med en teateriscenesættelse af Tjekhovs kendte stykke “Onkel Vanja”. Ligesom den portrætterede karakter i stykket befinder også Paul sig i en større eksistentiel krise. Han føler, han spilder sit liv, og at intet, han foretager sig, giver eksistentiel mening. Han er ved at kløjs i rollen, som trækker ham længere og længere ned i et depressivt søle, så da han får kendskab til et firma, som specialiserer sig i at udtrække folks sjæle, melder han sig til midlertidigt at få fjernet sin sjæl og dermed forhåbentlig sine kvaler. Resultatet lever imidlertid ikke op til Pauls forhåbninger, men da han beder om at få geninstalleret sin sjæl, finder han ud af, at den i mellemtiden er forsvundet.

To andre film popper straks op i bevidstheden, når man hører om plottet i “Cold Souls”. Først og fremmest må det siges at minde utroligt meget om “Evigt solskin i et pletfrit sind”, hvor Jim Carrey kontakter et lignende firma i håbet om at få slettet alle minder om en ekskæreste. Dernæst ligger det lige til højrebenet at sammenligne filmen med Spike Jonzes “Being John Malkovich”, der med John Malkovich i en lignende metarolle prøver at behandle “selvet” som tema. Desværre for “Cold Souls” kommer filmen alvorligt til kort, når man sammenligner den med de to mesterværker – den er kort sagt slet ikke i samme liga.

Det er såmænd ikke Giamattis skyld, at filmen ikke er synderligt vellykket på trods af det ellers interessante tema. Han leverer en fremragende præstation som fortvivlet, weltschmertz-ramt skuespiller, og den eksistentielle tomhed, han oplever, stråler ud af øjnene på ham i hver eneste indstilling. Ligeledes er der nogle fine biroller, som leverer en god portion af den sorte humor, der kendetegner filmen. Især den meget nøgterne læge, spillet af David Strathairn, der står for at udtrække Pauls sjæl, gør sig bemærket med sin professionelt rolige attitude, som sættes på prøve, da sjælen pludselig går tabt.

Det største problem i “Cold Souls” er den manglende pointe. Filmen lægger ikke op til specielt mange fortolkninger, hvilket er noget problematisk i en film, som til syvende og sidst ikke byder på en defineret pointe. Man sidder med en fornemmelse af, at historien prøver at kritisere eller i det mindste italesætte visse elementer i den moderne, vestlige kultur, men hvilke? Er det en kritik af den allestedsnærværende antidepressive medicin, som i forsøget på at kurere patienten samtidig lammer visse dele af det menneskelige følelsesspektrum? Eller måske en iscenesættelse af postmodernismens konstante identitetssøgen? Der forelægger ikke noget klart svar, men desværre heller ikke nok ledetråde til, at seeren involveres.

“Cold Souls” er en film med et stort potentiale, og i den første halve times tid lever den også op til dette med en god slat sort humor og et langsomt, men passende tempo. Men som læseren nok kan regne ud, holdes niveauet ikke hele vejen. Der introduceres både nye karakterer og en udvikling i plottet, men dette bliver gjort på en måde, så disse ikke fremstår interessante. Pauls søgen efter sin mistede sjæl kunne have været en morsom jagt, hvilket også forsøges, men i stedet sidder man som publikum og er ligeglad med, om det lykkes ham at finde den eller ej. “Cold Souls” er ikke en mislykket film, men den synes at mangle noget. Måske en smule mere sjæl.

[b]Video[/b]

Præsenteret i anamorfisk 16:9. Videotransferet er ganske gennemsnitligt med en meget stabil kontrast og gode farver. Der forekommer hverken edge-enhancement eller udtværinger, men til gengæld kommer der et sted i filmen pludselig et skift i farvetemperaturen, hvilket er en forholdsvis sjælden transferfejl.

[b]Audio[/b]

Præsenteret i Dolby Digital 5.1. “Cold Souls” er ikke den type film, hvor lydsporet spiller en meget afgørende rolle, men alligevel synes det her en anelse for passivt. Baghøjtalerne står ubrugte det meste af tiden, men bruges dog til små elementer i musikken. Dialogen lyder lidt for hul og dåseagtig, så mere end tre stjerner kan det ikke blive til.

[b]Ekstramateriale[/b]

Udover en minibiografi for nogle af skuespillerne indeholder dvd’en intet ekstramateriale.