[b]”A” for Action[/b]

I løbet af 80’erne begyndte en bølge af serier i samme genre at dukke op. Serierne handlede om enkeltpersoner eller grupperinger, som ganske uselvisk racede rundt i USA og hjalp folk i nød. Som oftest havde de problemer med en bande eller en amoralsk, rig forretningsmand, men vor helte fandt naturligvis en fix løsning på problemet. “MacGyver” klarede skærerne f.eks. ved at designe en atomreaktor af en skive ost og en død hundehvalp, mens Michael i “Knight Rider” var mindre kløgtig og mere hårdtslående. “The A-Team” hørte til blandt de voldelige, men var naturligvis altid bakket op af lederen John “Hannibal” Smiths geniale planer.

Otte år efter teamets dannelse befinder elitesoldaterne Hannibal, Faceman, B.A. Baracus og Murdock sig i en militærlejr i Irak, hvor de udfører specialmissioner for det amerikanske militær. I al fortrolighed sender lejrens general dem på en mission, som skal sikre, at nogle stjålne printplader, der bruges til at trykke pengesedler, kommer tilbage i amerikanske hænder. Men da missionen er overstået, bliver teamet angrebet og pladerne stjålet, og generalen, der som den eneste kender til missionen, bliver slået ihjel. I stedet for en erkendelse af deres vovemod bliver teamet belønnet med en beskyldning for at stå bag kuppet, og derfra starter en hæsblæsende jagt på at få renset deres navne.

Serien “A-Team” var ganske populær, og man kan derfor let frygte, at filmen slet ikke lever op til forlægget. Det er heldigvis ikke tilfældet her, for “The A-Team” er faktisk en ganske underholdende actionfilm, som til og med er tro mod de oprindelige karakterer. I begyndelsen introduceres vi for de forskellige medlemmer, og på trods af at introduktionen er ekstremt klichéfyldt både narrativt og teknisk, lever den op til formålet og banker solidt de respektive hovedpersoners karaktertræk på plads.

Hovedpersonerne kender vi, men meget andet er ændret i forhold til den gamle serie. Mens de gamle drenge løste opgaver for civile, er det nye A-Team stadig i militæret. Der er dog en fornuftig forklaring: Filmen skal sandsynligvis forstås som en prequel til serien og lægger således op til en efterfølger, hvor historien i så fald nok kommer til at læne sig lidt mere op ad serien. Derudover må filmen siges at være mere voldelig end forlægget. Heltene har kløe i aftrækkerfingeren, og det samlede body count ligger på samme niveau som en gennemsnitlig “Rambo”-film.

Jo, action er der skam nok af, og på trods af at actiongenren i kraft af CGI ikke længere har nogen begrænsning og dermed får sværere og sværere ved at imponere et garvet publikum, er der alligevel en række sekvenser, som kan blæse parykken af de fleste. Engang imellem bliver disse sekvenser dog lidt for uoverskuelige. Kameraarbejdet kan virke en anelse rodet, og den vanvittigt hurtige klipning kunne sagtens have lidt mere ro på, så man ikke bliver forvirret over, hvad der egentlig sker, men i stedet får lov at nyde nogle af de vanvittige idéer, som præger de hæsblæsende scener.

Hen imod slutningen begynder “The A-Team” desværre at tale voldsomt meget ned til publikum. Om det er instruktøren eller nogle producere fra 20th Century Fox, der tror, at deres publikum er en flok lallende idioter, er ikke til at sige, men resultatet er en bunke flash-backs til scener, hvor teamets planer bliver lagt, så man kan se, at der rent faktisk er en sammenhæng mellem planerne og udførslen af dem. Så kan dem, der faldt i søvn ti minutter tidligere, også lige nå at være med. Det er heldigvis til at se nogenlunde bort fra, for på mange punkter er filmen en af de bedre actionfilm, der udkommer i en tid, hvor genren præges af elendige historier og kedelige actionsekvenser, som tilsyneladende ikke har et større formål end at se, hvor dyr filmen kan blive i sidste ende.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1. Videotransferet er nogenlunde gennemsnitligt med udmærkede farver, men til gengæld en lidt for svingende kontrast. Skarpheden er fin, og edge-engancement er helt fraværende. Der er ikke meget støj at finde, men nu og da kan man støde på blocking – en komprimeringsartefakt, som deler billedet op i små blokke i stedet for at have separat definition pixel for pixel.

[b]Audio[/b]

Dolby Digital 5.1. Hold da op, hvor er der knald på! Kuglerne flyver om ørerne på én – bogstaveligt talt i alle retninger. Der er masser af fede panoreringer, og surroundanlægget får virkelig lov at vise, hvad det dur til. Bassen er perfekt afbalanceret, så eksplosionerne brager løs uden hverken at overstyre eller trumle ind over de andre frekvenser. Til og med er dialogen dejligt veldefineret, så her ville alt andet end topkarakter være unfair.

[b]Ekstramateriale[/b]

Der er ikke noget ekstramateriale på dvd’en. Til gengæld er der en feature, som gør det muligt at lave en digital kopiering af filmen og gemme den på en computer. Det er ret morsomt, eftersom der i begyndelsen af dvd’en står, at det er strengt forbudt at kopiere filmen digitalt. Det er et meget godt billede på filmbranchens krampagtige kamp for at fastholde en ophavsretsmæssig diskurs, som slet ikke følger med tiden og den teknologiske udvikling. Det store problem er, at filmen kodes i wmv-formatet, som ikke kan afspilles på langt de fleste bærbare enheder (som f.eks. smartphones), og hvad skal man så bruge det til?