[b]Tog på afveje[/b]

På det store biograflærred er det tit de mest enkle ideer, der fungerer bedst, og “Unstoppable” har et så enkelt koncept bag sig, at man næsten tror, det er løgn.

Hele filmens handling roterer om et løbsk tog, der uden passagerer og lastet med eksplosive kemikalier er på vej direkte med fuld fart mod den uundgåelige katastrofe. En menneskelig fejl – eller mere specifikt i dette tilfælde en komisk tyk klodrian – er årsag til, at toget kommer af sted uden togfører, og nu drøner det af sted og truer alt, hvad der kommer i nærheden. Eller for at bruge formuleringen fra filmen: Det er et højeksplosivt mange tons tungt missil direkte på vej ind i et beboeligt område.

Situationen er kaotisk. En anspændt togleder, spillet af Rosario Dawson, forsøger på at få toget afsporet, men højere kræfter i firmaet ønsker ikke at ofre deres dyre materiel, og den ledelsesmæssige handlingslammelse gør den foreliggende katastrofe meget aktuel. Med på skinnerne i en anden vogn er imidlertid også to togarbejdere i skikkelse af Denzel Washington og Chris Pine, og det bliver hurtigt deres opgave at standse det løbske tog. Der er kort sagt lagt brænde i ilden til et vaskeægte blue collar-helteepos, hvor de to lavt rangerende folk heroisk må rette op på den brøler, som filmens inkompetente talende jakkesæt ikke kan magte.

Derved er der lagt op til en række af de klassiske klicheer, som vi efterhånden kan til hudløshed, men alligevel er filmen fyldt til bristepunktet med drama og adrenalinsus, mens den knaldrøde kolos drøner gennem landskabet og vor helte febrilsk kæmper for at standse det. Filmen er instrueret af Tony Scott, som sidst stod bag remaket “Kapring af Metro 1 2 3”, og som åbenbart må synes ret godt om at lege med toge. Scott er måske ikke just den mest subtile instruktør, men han er uden tvivl den rette mand til en film som denne. Han har tidligere vist sin begejstring for de larmende fly i “Top Gun” og har her bragt den videre til de olieindsmurte maskiner. Der er noget rent og effektivt over at have en skurk i form af et vildfarent tog. Helvedesmaskinen er hverken ondsindet eller til at forhandle med. Den kværner blot ned ad skinnerne ganske indifferent over for ens anstrengelser og bønner.

At filme et tog, der kører i den samme retning i halvanden time, kunne hurtigt blive en noget dræbende oplevelse, men Scott formår at skabe dynamik i billedsiden og holder næsten konstant kameraet i bevægelse, hvilket giver tilskueren en fornemmelse af selv at være i fart. Ligesom en film som “Speed” er vi konstant fokuseret på opgaven foran os uden nogen svinkeærinder, og filmen fremstår derfor som en tætskåret plotdrevet genrefilm, der kender sine begrænsninger og ikke forsøger at bide over mere, end den kan gabe. Samtidig er det en lettelse at se en så begrænset brug af computereffekter, og filmens brug af ægte vogne og toge giver den en fysisk følelse, som man ellers så ofte mangler i moderne actionthrillere.