[b]Toturporno – nu i 3D[/b]
En, to, tre, fire, fem, seks eller syv? Ja, det er snart blevet svært at holde styr på, hvor mange “Saw”-fortsættelser, der efterhånden er lavet, og selv filmmagerne har måske haft deres kvaler, for i denne omgang har de blot erstattet tallet med et 3D og samtidig bekendtgjort, at dette bliver det sidste afsnit i serien – en påstand omtrent lige så overbevisende som dengang, Komiske Ali forsikrede nyhedsbureauerne om, at der skam ingen amerikanske tropper var i Bagdad.
[image=56406]
Filmen følger stort set det samme spor som de mange andre – bortset fra, at de forskellige stakler nu skæres i stykker i 3D i stedet. Den famøse morder Jigsaw er stadig død og har efterhånden været det gennem det meste af serien, men mordene forsætter stadig og når med dette indslag nye absurde højder. Faktisk har der nu øjensynligt været så mange dødsfælder, at der nu afholdes støttemøder for dem, der har overlevet prøvelserne. Her kan deltagerne berette om, hvor mageløst deres liv har ændret sig siden dengang, de skar en arm, fod eller finger af sig selv og efterfølgende modtage et gruppekram eller to.
En af disse overlevende er dog en løgnhals, der bruger sin opdigtede historie til eget formål, og det er ikke overraskende ham, som kommer til at spille hovedrollen i den kommende leg. Samtidig tørster Jigsaws arvtager Hoffman efter hævn mod den kvinde, der prøvede at tage ham af dage i sidste film.
[image=56866]
Det er efterhånden mange år, lig og afskårne lemmer siden den første film, og hvor serien oprindeligt havde et slags tvivlsomt moralsk sigte, så lader den sidste rest af overordnet pointe for alvor til at have forladt filmen i denne omgang. De uskyldige aflives med samme ligegyldige grusomhed som de skyldige, og enhver ide om, at drabene burde tjene et eller andet formål, lader for længst til at være glemt. Hvad filmskaberne også lader til at have glemt er, at det, som trods alt holdt en lille smule sammen på splatterhederne, var Jigsaw-figuren, der som en slags Hannibal Lecter eller Dr. Mabuse stadig kunne styre tingene fra graven. Med ham elimineret fra fortællingen er der slet ingen figurer tilbage, der er blot det mindste interessante. Filmens struktur er ligeledes noget frygteligt ugennemtænkt rod, og selv filmens åbningsfælde har ingen som helst relevans for resten af historien. I stedet lader filmskaberne blot til at have indsat så mange vilkårlige fælder som muligt ud fra ideer så som [i]”ville det ikke være vildt sejt, hvis en kvinde blev skåret midt over af en bordsav og tarmene fløj ud til alle sider?!”[/i]
“Saw 3D” byder tilgengæld på noget af det mest tåkrummende overgearede skuespil, jeg har set længe, og ufrivillig komisk er ikke mindst Chad Donella, der til rollen som hårdkogt politimand laver en særdeles kikset hæs Christian Bale-stemme. Kontrasten mellem det hysteriske overspil bliver for alvor stor i den korte scene, hvor Jigsaw-skuespilleren Tobin Bell dukker op i et flashback, og man bemærker med al tydelighed, at han i modsætning til filmens øvrige cast aldrig forcerer replikkerne. Selv forsynet med en spøjs hat er han uendeligt mere intimiderende end de discount-skurke, som filmen ellers leverer.
[image=56409]