[b]Lige da du troede, at det var sikkert at vende tilbage til soveværelset…[/b]

Som den første film i seks år blev “Paranormal Activity 2” ikke vist for den danske presse forinden premieren. Det internationale anmelderkorps fik heller ikke lov til at se gyseren før alle andre. Derudover er der ikke blevet trykt noget pressemateriale om filmen, ingen klip er blevet frigivet herhjemme til brug på internettet eller tv, og så har det heller ikke være muligt at interviewe en eneste fra filmholdet. Ærlig talt virker det, som om filmselskabet Paramount ingen tillid har til fortsættelsen til sidste års helt store gysersensation, og at de frygter et gevaldigt, negativt ramaskrig blandt klodens mange filmkritikere.

Derfor kommer det som en stor overraskelse, at “Paranormal Activity 2” slet ikke er elendig. Den er til gengæld heller ikke noget særligt, og den når ikke sin formidable forgænger til sokkeholderne. Den første “Paranormal Activity” blev produceret for blot 15.000 dollars af en lille gruppe kammerater, og den fik lov til at samle støv i årevis hos Paramounts skeptiske chefer, før den omsider udkom og skovlede knap 200 millioner dollars ind på verdensplan. Filmens enorme succes gjorde en fortsættelse uundgåelig, og nu – blot ét år efter premieren på etteren – er toeren landet. Og alt tyder på, at den lynhurtigt blev sat i produktion, før man havde en færdig drejebog i hus, så den kunne udkomme, mens forgængeren stadig var på alles læber.

På trods af 2-tallet er “Paranormal Activity 2” snarere en [i]prequel[/i] end en [i]sequel[/i], idet hovedparten af filmen foregår før begivenhederne i etteren. Vi møder en familie bestående af en far, en mor, en teenagedatter og et bitte spædbarn, som alle er hamrende anonyme. Det er ikke en overdrivelse at påstå, at husets hund stjæler alle de scener, hvori den medvirker. Undervejs optræder den første films heltinde, Katie, og det viser sig, at hun er søster til familiens moder. Der går ikke længe, før det begynder at spøge i firkløverets domicil, og via husets overvågningskameraer ser vi, hvordan en usynlig dæmon får døre og skabe til at knirke ualmindelig højt, alt imens den misfornøjede vovse bjæffer sine lunger itu. Hvad er ånden mon ude efter?

Den første film forlangte ikke en fortsættelse, men faktisk formår “Paranormal Activity 2” at støbe et solidt bindeled mellem de to films respektive historier. Man får ting at vide om dæmonen og Katies fortid, som styrker ens forståelse for hændelserne i den første “Paranormal Activity”. Desværre er karaktererne ikke nær så raffinerede som forgængerens karismatiske kærestepar, og skuespillerne er blot nogenlunde, så derfor bliver det svært at engagere sig i familiens skæbne.

Derudover hjælper det ikke, at filmen nærmest følger nøjagtig den samme opskrift som etteren. Først bliver familien skræmt fra vid og sans, så installerer de overvågningskameraer, så begynder de langsomt at tro på det okkulte, så får de fat i en gudfrygtig dæmonuddriver, de leger ‘ånden i glasset’, genfærdet bliver mere aggressivt osv. Det er ærgerligt, at filmen stjæler så mange ideer fra sin forgænger, og en af slutscenerne er praktisk talt en genindspilning af en nøglescene i “The Blair Witch Project” – genremilepælen, som vel nærmest skabte den [i]”almindelige mennesker optager ualmindelige rædsler på hjemmevideo”[/i]-undergenre, som de to “Paranormal Activity”-film hører ind under.