[b]Den tavse dræber[/b]

Thrillere og spionfilm er en broget flok, men de fleste af James Bond- og Jason Bourne-typen har det tilfælles, at de prøver på at underholde os ved at kaste så mange adrenalin-pumpende sekvenser, vilde biljagter og hastige slagsmål efter os, at vi ikke har noget andet valg end at overgive os til de endeløse brag.

“The American” er imidlertid et værk af en ganske anden støbning, som vi ikke ser så tit længere, hvor spændingen og interessen i stedet opbygges gennem en tilbagelænet stil, hvori karakterer og stemning vejer langt tungere end action og plot.

Selve handlingen er enkelheden selv, man mange spørgsmål forbliver uafklarede og gådefulde. I stedet for at fylde os med en messe detaljer, er der skåret ned til det helt essentielle. Vi følger en indesluttet mand, som måske hedder Edward, måske Jack og sandsynligvis noget helt tredje. Han er selve definitionen på professionalisme. En snigmorder af den slags, som kan samle og bygge våben per instinkt, som kender alle regler og fif i branchen, og som har skåret alle følelsesmæssige bånd over. Om han er agent for CIA eller blot dræber for penge, ved vi ikke, men at han tager sin kodeks, som ikke tillader fejl, alvorligt viser sig hurtigt i filmens indledende scene, hvor han med iskold mine rydder op i alle løse spor.

Vores dræber spilles af George Clooney, der utvivlsomt er en af tidens mest karismatiske og charmerende skuespillere, men som spiller på helt andre tangenter end de sædvanlige i denne rolle. Han er i stedet en hul skal af et menneske, som næppe selv er klar over sin egen situation, men som mentalt er nået til vejs ende og gennem filmen må foretage en langsom pinefuld rejse tilbage for at generobre sin sjæl. En kaotisk episode i Sverige sender ham til en lille italiensk middelalderlandsby, hvor han hurtigt får en ny opgave.

Filmen er instrueret af den prominente portrætfotograf Anton Corbijn, som debuterede blændende med Joy Division-filmen “Control”. At Corbijn har en fotografs øje lader sig dårligt skjule, og filmen har en umådelig flot billedside med utallige bemærkelsesværdige kompositioner. Han udviser også en duperende ro i fortællingen, der ligesom vores morders våben samles med kølig præcision med øje for detaljerne. Fornøjelsen kommer ikke så meget fra overraskelserne i plottet, men mere fra at se Corbijn lade de forskellige dele glide langsomt på plads. Selve actionscenerne er fåtallige, men effektive, og i stedet efterlades man i en tilstand af anspændthed, mens Corbijn mesterligt opbygger stemningen. Til gengæld fremstår han mere usikker i sit symbolsprog, og ikke mindst de talrige henvisninger til sommerfugle bliver anvendt så klodset, at det næsten nærmer sig kitsch.