Filmz
Kvinden der drømte om en mand

Woman That Dreamed About a Man, The

Medvirkende:

Michael Nyqvist, Sonja Richter, Marcin Dorocinski, Tammi Øst

Instruktør:

Per Fly

Filmlængde:

100 minutter

Genre:

Drama

Kvinden der drømte om en mand

[b]Anmelderen der kedede sig gevaldigt[/b]

Da Per Fly i 2000 nærmest dukkede op ud af ingenting, fik han med “Bænken” slået fast, at der var en ny spiller på banen i det danske filmræs. Den roste debutfilm fik tre år senere selskab af “Arven”, og i 2005 afsluttede Fly den fremragende trilogi om det klasseopdelte Danmark med filmen “Drabet”. Der skulle gå fem år, før instruktøren diskede op med en ny spillefilm, og til forskel fra føromtalte trilogi har genren bevæget sig langt væk fra den socialrealistiske stil.

[image=55952]

Den unge kvinde K arbejder som succesrig, international modefotograf. På en arbejdsrejse til Paris møder hun for første gang en mand, som gang på gang er gået igen i hendes drømme. Hun følger efter ham for at finde ud af, hvem han er, og inden længe indleder de et forhold, som for den unge fotograf hurtigt udvikler sig til en altoverskyggende besættelse, der truer hendes ellers stabile familieliv.

Med “Kvinden der drømte om en mand” har Per Fly præsteret en film, man med et meget fattigt ord kunne kalde [i]udansk[/i]. Stemninger og følelser prioriteres højere end historien, og fortællingen bliver ofte meget drømmende – eller nærmere mareridtsagtig – og flydende frem for at gøre brug af klassisk narrative fremgangsmåder. Og det er både filmens storhed og fald.

[image=55953]

Storhed, fordi det er fedt at se en instruktør bevæge sig ud af det, man lidt groft og firkantet kan kalde det leverpostejsdanske filmmarked. Fald, fordi filmen desværre ikke er synderligt vellykket. Der er her tale om en film, der tager sin status som kunstværk meget seriøst. Publikum udfordres, og der efterlades meget til egen fortolkning, blandt andet i form af en meget tvetydig slutsekvens, som i denne omgang dog forekommer mere irriterende end engagerende.

Sonja Richter kommer i rollen som K rundt i nogle afkroge af følelsesregisteret, som sjældent tages seriøst i dansk film eller for den sags skyld amerikansk. Hun er ude, hvor det er umuligt at bunde, og den stærke besættelse driver hende ud i ekstreme, selvafstraffende nedværdigelser. Man aner en inspirationskilde i det franske, som gerne har et mere eksplosivt temperament end det danske, og Sonja Richter gør det såmænd fint, omend hun må kæmpe med en dialog, som alt for ofte synes forceret.

[image=55954]

Det er som sagt herligt, når instruktører tør bevæge sig ud af den sikkerhedszone, der hedder mainstream, men “Kvinden der drømte om en mand” har måske bevæget sig en anelse for langt væk. Filmen fremstår fortænkt og har et langsomt og kedsommeligt flow, og det lader næsten til, at Per Fly har glemt, at historien er tiltænkt et publikum, der gerne skal kunne tage noget af værket med sig hjem. Og jo, noget bed sig da fast, nemlig håbet om, at den næste film fra den ellers dygtige instruktør bliver lidt mere interessant.

[image=55955]

[b]Video[/b]

Anamorfisk 2.35:1. Dvd’en er udstyret med en utroligt flot billedside. Der forekommer hverken udtværinger eller edge-enhancement, hudtonerne er flotte og naturlige, og skarpheden er helt fantastisk. Eneste minus er det digitale støj, som lidt for ofte optræder i de mørke toner, men det er heldigvis til at overse.

[b]Audio[/b]

Dolby 5.1 og DTS. Lydsporet på disken er ganske udmærket. I de mange drømmesekvenser er der en god fylde og rumklang, og musikken er delt fornuftigt ud i de respektive kanaler, så den opnår en god og omsluttende effekt. Ligeledes er dialogen fin og fyldig.

[image=55956]

[b]Ekstramateriale[/b]

På dvd’en forefindes et par trailere og tre små interviews med Per Fly. Det første interview starter fint og lover godt, indtil man finder ud af, det kun varer omkring et minuts tid. Det samme gør de to andre. Det er sindssygt ærgerligt, for Per Fly er spændende at høre på, og han har uden tvivl mange gode betragtninger, men dem får vi altså ikke at høre i denne omgang.

Kort om filmen

Filmen omhandler den unge, smukke K, som plages af en tilbagevendende drøm om en fremmed mand. På en arbejdsrejse som modefotograf møder hun manden fra sin drøm. Og hendes ellers perfekte liv med sin elskede Johan, deres fællesbarn og et succesfuldt job trues af en skæbnesvanger og mystisk dragende forelskelse mellem to fremmede mennesker. Forelskelsen udvikler sig til en besættelse, og da drømmen blander sig med virkeligheden, får deres møde fatale konsekvenser for fremtiden.

Ads by MGDK