[b]Mere høj cigarføring[/b]

Selvom had, vrede og afsky ikke just er de mest prisværdige følelser, så er de alligevel ofte nogle af de mest effektive udgangspunkter for at skabe decideret skelsættende værker.

Et sådan kan ses i Fritz Langs 1931-mesterværk “M”, hvor Langs foragt for den tyske offentlige mening og de fremmarcherende nazistiske kræfter skinner igennem. Et andet kan ses i Oliver Stones “Wall Street”, hvor Stones indignation over storkapitalens frådende parasitter hænger tykt i luften. Den films budskaber var måske i bund og grund ret så banale, men man kunne føle afskyen gennem lærredet, og det var netop den følelse, der gjorde den så virkningsfuld.

Nu 23 år senere er Stone så vendt tilbage til beretningen, men han er bestemt ikke den vrede unge mand, han engang var, og har snarere lagt en alfaderlig lidt tilbagelænet vinkel på begivenhederne. Alligevel sidder man gennem en del af filmen med forhåbningen om, at han vågner op til dåd – og at det muligvis også sker, synes filmens lovende åbningsscene at antyde. Efter ikke så få år bag tremmer kommer den berygtede Gordon Gekko ud af fængslet, men ser noget rådvild ud, da han som en forpint Egon Olsen må konstatere, at ingen venter på ham. Gekko virker usikker et kort øjeblik, men pludselig dukker et lumsk udtryk op i den aldrende børshajs øjne, og med en hoven mine prajer han en taxa. Slangen er langt fra færdig.

Finansfyrsten med den store cigar er dog kun lejlighedsvis på lærredet gennem den første del af filmen, hvor blikket i stedet rettes mod den unge børshandler Jake, der juni 2008 står overfor at skulle giftes med Gekkos datter. Tingene ændrer sig dog, da finanskrisen brager, og Jakes mentors selskab knuses brutalt. Jake søger hævn over dem, der førte kniven, og hvem er bedre egnet til at hjælpe med det end netop Gordon Gekko?

Ligesom i den første film er der derved lagt op til en faustisk handel med djævlen, men Gekko er hverken så dæmonisk eller magnetisk som i den første film og optræder i stedet mest som en nostalgisk bi-figur uden den store indflydelse på hovedhandlingen. Skurkerollen er i stedet lagt i hænderne på Josh Brolin, der kommer til at optræde som Jakes ondsindede mentor-skikkelse, men forholdet mellem de to bliver aldrig så interessant, som der lægges op til, og filmen får aldrig lagt det moralske pres på Jake, der kunne skabe en følelse af spænding og usikkerhed. Mere interessant bliver Jakes forhold til moderen i skikkelse af Susan Sarandon, der som en falleret ejendomsmægler på sin egen vis fremstår som en lige så grådig størrelse som filmens børsmæglere.