[b]Og det er ikke engang løgn![/b]

Selvom “I Love You Phillip Morris” har to kæmpe filmstjerner i hovedrollerne, Ewan McGregor og Jim Carrey, er den endnu ikke blevet udgivet i de amerikanske biografer. Filmen havde ellers premiere herhjemme tilbage i april, den er for længst blevet taget af plakaten i adskillige europæiske lande, og det er omtrent halvandet år siden, at komedien blev fremvist på filmfestivalen i Sundance, USA. Selvom han sjældent hiver lige så mange i biffen, som han gjorde i 90’erne, så er Carrey som regel garant for en omsætning på adskillige millioner dollars, så hvorfor dælen har de amerikanske biografdistributører været så tilbageholdende? Formentlig fordi McGregor og Carrey spiller elskere.

Nej, homoseksualitet er ikke ligefrem det store trækplaster blandt amerikanske biografgængere, uanset hvor langt væk man bevæger sig fra sydstaternes berygtede bibelbælte. Men hvis skeptikerne faktisk gav filmen en chance, ville de formentlig oftere grine end græmmes. Jovist, man får lov til at se en svedig, halvnøgen Carrey nyde vild sex med en kammerat, og under en bådtur spytter McGregor sin elskers sæd ud i havet… Men selvom filmens instruktører, Glenn Ficarra og John Requa, skrev manuskriptet til den vulgære, men vildt underholdende “Bad Santa”, så er “I Love You Phillip Morris” oftest mådeholden og nøgtern i sin skildring af de to mænds kærlighed.

Men desværre er forholdet mellem den naive Phillip Morris (McGregor) og den dumdristige tricktyv Steven Russell (Carrey) ikke helt så følelsesladet, som det burde være. D’herrer møder hinanden i spjældet, hvor Russell er indespærret på grund af forsikringssvindel, mens Morris har en triviel forbrydelse på samvittigheden. Så snart Russell ser Morris, fokuserer kameraet så intenst på de to mænds ansigter, at vi slet ikke er i tvivl om, at der er kærlighed i luften. Men umiddelbart efter leverer filmmagerne en montage, der lynhurtigt sammenfatter forholdets dramatiske udvikling, og Morris forsvinder i mange minutter under filmens midterdel, hvorfor romancen desværre ikke får megen luft under vingerne.

Man føler lidt, at man går glip af det øjeblik, hvor de to gutter for alvor forelsker sig, og det hæmmer især filmens sidste akt, som tager en drastisk drejning fra det komiske til det seriøse. Selvom både Carrey og McGregor gør et strålende stykke arbejde, så får slutningen ikke helt den ønskede pondus, fordi man ikke er kommet tæt nok på karaktererne forinden. Alligevel formår klimakset at fremtvinge en gedigen klump i halsen, primært fordi Carrey og McGregor er så gode til at skildre de stærke følelser mellem mændene, men filmens finale burde og kunne have været stærkere.

Men hvis “I Love You Phillip Morris” ikke helt formår at være den både rørende og humoristiske hyldest til kærlighedens grænseløse væsen, som den stiler efter at være, så er den til gengæld et allerhelvedes underholdende studium i én bondefangers utrolige eskapader. I modsætning til Morris bliver Russell ikke nævnt i titlen, men han er historiens omdrejningspunkt, og nøjagtig ligesom i “The Truman Show” og “Man on the Moon” leverer canadiske Carrey en pragtfuld præstation, der balancerer elegant på skillelinjen mellem det alvorlige og det fornøjelige. Filmen er baseret på en vanvittig, men sand historie, og virkelighedens Russell scorede kassen og snød lovens lange arm gentagne gange med vanvittige stunts og svindelnumre, og det er en fornøjelse at se Carrey gentage dem – lige fra Russells livsfarlige, iscenesatte uheld i alskens butikscentre til hans røveri mod en enorm medicinalkoncern, hvor han havde snydt sig til en magtfuld position via et falsk CV.

Men Carrey er bedst, når han skærer igennem Russells gådefulde, flamboyante facade for at afsløre det skrøbelige, usikre menneske indenunder. I en bevægende scene, hvor Russell er ved at miste Morris, antyder Carrey elegant med ord, trist grimasse og skælvende kropssprog, at Russell hungrer efter kontakt, fordi hans mor forlod ham som spæd, og at hans kamæleonagtige adfærd har rødder i en alvor identitetskrise, der har varet ved siden barndommen. Hvis resten af filmens dramatiske scener havde haft lige så stor slagkraft, havde “I Love You Phillip Morris” været et komediedrama af de helt store.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Størstedelen af filmen ser hamrende godt ud på dvd – dagscenerne fremstår knivskarpe, og både hudfarver og alle andre nuancer gengives mere eller mindre perfekt. Hverken edge-enhancement eller utilsigtet snavs forekommer, men i nogle af filmens dunkleste sekvenser er der tydelig udtværing, som en sjælden gang imellem er en anelse distraherende. Tjek eksempelvis den mørke væg i Morris’ celle i den første scene med Dave og Russell.

[b]Audio[/b]

Disken indeholder både et Dolby Digital 5.1-lydspor og et DTS 5.1-mix, men eftersom filmen først og fremmest er dialogdrevet, kommer det ikke som en stor overraskelse, at de to lydspor næsten lyder ens. Baghøjtalerne tages ikke ofte i brug, men indimellem bliver de benyttet til at give musikken større resonans og til at udvide den auditive atmosfære med et par subtile lydeffekter. Filmens lyddesign er aldrig overvældende, men replikkerne gengives altid klart og tydeligt. Et hæderligt mix, som dog hurtigt ryger i glemmebogen.

[b]Ekstramateriale[/b]

Disken indeholder en række trailere, deriblandt til “I Love You Phillip Morris”. Derudover er her blot en enkelt dokumentar om filmens tilblivelse, som kun varer 12 minutter. Det er især spændende at høre Ewan McGregor tale om sit møde med virkelighedens Phillip Morris, men for meget af den ultrakorte dokumentar bruges på at gentage filmens plot. Øv. Man savner virkelig at høre mere om den kontroversielle films modtagelse og virkelighedens Morris og Russell.